I forbindelse med Arkitekturens Dag d. 2. oktober har der været fuld gang i overrækkelser af kommunale arkitekturpriser over hele landet.
Herunder følger et udvalg af de arkitekturpriser, der allerede er uddelt – og nogle der ikke er:
Højhuset Kulturhotel, der efter omfattende renovering atter er blevet et lysende pejlemærke i Herning, snuppede Herning Kommunes Bygningspræmieringspris 2023.
Hjørring Kommunes Arkitekturpris 2023 blev uddelt i Vrå Børne-og Kulturhus, der blev kåret som årets skolebyggeri 2022. Vindere blev hhv. Projekt Hummerhuset ved Løkken Moleleje, Gårdrummet Byen i Parken – Parken i byen i Hjørring og netop Vrå Børne-og Kulturhus, mens der var hædrende omtale til tre øvrige projekter – en renoveret sommervilla i Løkken og to nye villaer i Hjørring.
I Svendborg Kommune blev arkitekturprisen uddelt for 41. gang. Denne gang gik de to priser til hhv. en sjældent nyopført søvilla i Ollerup og SIMAC – Svendborg International Maritime Academy på Nordre Kaj i Svendborg, der tidligere i år vandt Betonelement Prisen.
Odense Kommune præmierede for første gang siden 2019 god arkitektur i kommunen. H.C. Andersens Hus løb med prisen for bedste nybyggeri, Munke Mølle/Dampmøllen Victoria er bedst renoveret, mens Vollsmose Bygade blev kåret i kategorien bedste uderum.
I Horsens havde man valgt at kåre hele fem vindere af kommunens arkitekturpris.
– Nørregade 6 i Horsens vandt for bedste renovering
– Arthur Andersens Gård i Horsens er kommunens bedste byrum
– Sønderhaven i Brædstrup vandt i kategorien Bedste Nybyggeri – Bolig, institution og erhverv- Den private bolig Ring Søpark i Brædstrup vandt Bedste Nybyggeri – Enfamiliehus
– Kilden, Sct. Ibs Skole i Horsens, vandt Publikumsprisen
I Randers Kommune har man hædret tre projekter med kommunens arkitekturpris 2023, nemlig Danish Crowns nye domicilbyggeri, renoveringen af Det gamle Æggepakkeri samt en gennemgribende renovering af 60’er villaen Fladbrohus.
Især ombygninger og istandsættelser har været godt repræsenteret blandt de nominerede til Kolding Kommunes arkitekturpriser i år. Bedømmelsesudvalget har i år valgt at præmiere ombygningen af et enfamiliehus på adressen Stranden 21 i Kolding og klimasikring i Hylkedalen. Dertil er der givet hædrende omtale til yderligere fire byggerier og anlæg. Borgernes Favorit blev boligen på Kikkenborgvej 28.
Morsø Kommune uddelte traditionen tro både Arkitekturprisen og Bevaringsprisen. Arkitekturprisen gik til et nybygget sommerhus på Sillerslev Øre ved Limfjorden, mens Bevaringsprisen tilfaldt en beboelsesejendom fra 1921-22 på adressen Klingenbergsgade 14 i Nykøbing Mors. Arkitekturprisuddelingen var i øvrigt den foreløbigt sidste i Morsø Kommune, der har sparet Arkitekturudvalget væk de kommende fire år.
Lyngby-Taarbæk Kommunes Arkitekturpris 2023 går til DTU’s Auditoriebygning 116, der er en del af en ambitiøs udviklingsplan for DTU Lyngby Campus. Her har man valgt at bevare bygningens oprindelige arkitektur og samtidig tilføre nye kvaliteter og funktioner. Bygning 116 er som Danmarks første nyrenoverede bygning blevet DGNB Sølv-certificeret. DTU vandt i øvrigt også prisen i 2015 for en innovativ ‘micro-campus’.
Som tidligere nævnt her på siden uddeles Aarhus Kommunes tre arkitekturpriser først til november. De nominerede i de tre kategorier Aarhusianernes Arkitekturpris, bedste bygningsarkitektur og bedste mellemrum kan dog allerede ses her.