Københavnske We Architecture har tegnet et bådhus, der skal opføres 20 meter fra vandkanten i de naturskønne omgivelser ved Svallerup Strand på Vestsjælland. Bådhuset er helt bevidst gjort enkelt og praktisk og skal opføres i cedertræ, fordi det er en sort, der kan modstå vind og vejr, og samtidig anfører We Architecture, at det er en træsort, der med tiden får en fantastisk sølvgrå patina. Der er ikke tegnet vinduer ind i bådhuset for på den måde at sikre huset helt rene linier.
Et arkitekttegnet bådhus hører til blandt de sjældnere arkitektopgaver, og hos We Architecture har man sat pris på at tegne et byggeri, der ligger lige midt i naturen.
Det er sjældent, at vi laver opgaver i så naturskønne omgivelser. Det giver selvfølgelig nogle udfordringer i forhold til at arbejde med en bygning, der ligger nænsomt i terrænet.
Marc Jay Arkitekt, We Architecture
– Det er sjældent, at vi laver opgaver i så naturskønne omgivelser. Det giver selvfølgelig nogle udfordringer i forhold til at arbejde med en bygning, der ligger nænsomt i terrænet.
Flere funktioner
Derudover har det selvfølgelig været sjovt at arbejde med et bådhus, der om sommeren kan fungere som en pavillion i vindlæ med udsigt over stranden, siger Marc Jay, arkitekt og medgrundlægger af We Architecture
Bådhuset har flere funktioner, hvilket har været vigtigt at tage højde for i tegnearbejdet. Kunden ønsker at bruge huset til opbevaring af både, fiskeudstyr, cykler, kajakker og værktøj, men det skal samtidig være et sted, hvor man kan sidde og nyde solnedgangen samt have overnattende gæster.
Indvendigt kommer bådhuset til at bestå af et stort, åbent rum med spær. Gulvet kommer til at bestå af beton med mulighed for at dække det med sand, så det ser ud, som om gulvet går i ét med stranden. På siden af huset opføres der desuden en terrasse vendt mod vest og syd.
– Opgaven har vært meget bundet i forhold til, at det er et bådskur. Derfor har meget af arbejdet ligget i detaljeringen og ikke så meget i at udvikle en overordnet volumetri, som vi også arbejder meget med i større opgaver, siger Marc Jay.
Bådhuset skal efter planen stå færdigbygget senest sommeren 2016.