Ikke nok med at uddannelsesinstitutionen U/Nord vil skabe unikke faciliteter til ‘den mest ambitiøse bådebygger- og sejlmageruddannelse i verden’ i Helsingør (se nedenfor). Nu skal der også opføres et nyt skolehjem til de studerende på uddannelsen.
Derfor inviterer U/Nord nu til arkitektkonkurrence om Det Maritime Skolehjem i Fiolgade 15 i Helsingørs gamle centrum. Bæredygtighed er en nøgleprioritet i konkurrencen om skolehjemmet, der skal kunne rumme ca. 45 elever. Projektets økonomiske ramme er på 47 mio. ekskl. moms og omfatter både byggeri og uderum inden for konkurrencegrunden.
”En drømmeopgave”: Omdanner bevaringsværdig værftshal til uddannelsescenter
Konkurrencedeltagerne kan enten vælge at inddrage den eksisterende, 420 kvm bygning på grunden eller opføre et komplet nybyggeri baseret på selektiv nedrivning og genbrug af materialer til hel eller delvis transformation.
Ressourceeffektive og æstetiske løsninger
Bygherren opfordrer arkitekterne til at tænke i innovative løsninger, der både er ressourceeffektive og æstetisk appellerende. De skal komme med et bud på et robust, arkitektonisk helhedsgreb, som indfrier projektets vision, mål, designkriterier og krav.
Direktør for U/Nord, Flemming Zachariasen, siger:
– Skolehjemmet skal ikke kun være et sted at bo, men et hjem, der fremmer læring, fællesskab, trivsel og personlig udvikling for de unge mennesker, som kommer til Helsingør for at uddanne sig. (…) Det er U/Nords mål, at skolehjemmet forankres stærkt lokalt, så eleverne føler sig som en integreret del af det lokale samfund og en aktiv del af byens liv.
Deltagerne skal desuden i deres forslag vise en ambitiøs og integreret tilgang til bæredygtighed, baseret på en dyb forståelse af materialers og byggesystemers indflydelse på klimaaftrykket og fremtidssikring.
U/Nord ønsker, at Det Maritime Skolehjem bliver af høj arkitektonisk kvalitet med blik for stoflighed, tektonik og materialevalg. Materialer skal være robuste og patinere smukt over tid, så de knytter sig til kvaliteterne i det nærliggende bymiljø.
Materialer med lang levetid
Det nye skolehjem skal ikke kun være et funktionelt byggeri, men også et eksempel på, hvordan bæredygtighed og arkitektonisk kvalitet kan kombineres på en måde, der beriger byens miljø.
’U/Nord ser frem til at modtage de kreative forslag, der både udfordrer og inspirerer, og som viser, hvordan arkitektur, uderum og bæredygtighed kan gå op i en højere enhed. Med en ambitiøs plan om at anvende materialer med lang levetid og et fokus på minimal CO2-udledning, skal projektet sikre en smuk og funktionel integration af skolehjemmet i Helsingørs unikke bymiljø,’ lyder det i en pressemeddelelse.
Store visioner: Slidt bydelscenter skal bringes tilbage til livet
Fristen for prækvalifikation til arkitektkonkurrencen er den 27. januar 2025. Vinderen af konkurrencen vil få rollen som totalrådgiver og blive ansvarlig for at føre visionen ud i livet.
Vinderprojektet realiseres vha. donationer fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
IC Arkitekter er bygherrerådgiver på projektet, der ifølge Byggefaktas SMART skal have et etageareal på 1.500 kvm.