Åben konkurrence om ny arkitektskole

Den åbne idékonkurrence om en ny skole til opførelse på Godsbanearealerne i Aarhus løber frem til 1. februar 2016.
I sommeren 2020 åbner en ny arkitektskole på Godsbanearealet. Foto: Godsbanen.dk.
I sommeren 2020 åbner en ny arkitektskole på Godsbanearealet. Foto: Godsbanen.dk.

I sommeren 2020 ventes en helt ny arkitektskole at blive inviet på Godsbanearealerne i Aarhus. Placeringen af skolen er tidligere blevet besluttet, og nu går selve idekonkurrencen i gang.

Bygningsstyrelsen og Arkitektskolen Aarhus har netop udskrevet en åben, international idékonkurrence om en ny arkitektskole på Godsbanearealerne i Aarhus. Deltagerne i konkurrencen skal ikke blot give deres bud på den kommende skole, men også de omkringliggende arealer. Fristen for indlevering af forslag er den 1. februar 2016.

Godsbanearealerne i det centrale Aarhus er byens nye kreative bydel, som udvikles på en utraditionel facon.

Direktør Erik Jespersen Teknik og Miljø, Aarhus Kommune

Hyldest til arkitektfaget

Bygningsstyrelsen og Arkitektskolen Aarhus håber på hele branchens engagement og opfordrer store arkitektfirmaer såvel som nyuddannede arkitekter til at deltage i idékonkurrencen.

Vinderne af idékonkurrencen går videre til den endelige projektkonkurrence, hvor de skal op mod tre prækvalificerede teams: BIG fra Danmark, Lacaton & Vassal fra Frankrig samt SANAA fra Japan.

– Det er ikke hver dag, der bliver bygget en arkitektskole fra bunden, og som en hyldest til arkitektfaget vil vi med idékonkurrencen benytte lejligheden til at få branchens bud på, hvordan skolens fysiske rammer kan gentænkes. Vores drøm er at få en skole, som sætter Danmark på verdenskortet og som demonstrerer, hvad arkitektfaget kan. Vi vil ikke på forhånd definere en lang række krav til byggeriet. Vi er nysgerrige og åbne over for nye måder at tænke skolen på og har derfor udarbejdet et åbent konkurrenceprogram med fokus på den gode idé, siger rektor for Arkitektskolen Aarhus, Torben Nielsen.

Udvikling af Godsbanen

Flytningen til Godsbanearealerne giver Arkitektskolen Aarhus mulighed for at sætte præg på udviklingen af bydelen.

Aarhus Kommune har reserveret et areal til projektet, der er fire gange så stort, som arealet til den nye skole. Det inddrages i idékonkurrencen, så man får en samlet plan for, hvordan fremtidens arkitektskole bliver en integreret del af et nyt kreativt og dynamisk miljø med cafeer, boliger og andre kulturelle institutioner.

– Godsbanearealerne i det centrale Aarhus er byens nye kreative bydel, som udvikles på en utraditionel facon. At få den nye arkitektskole placeret i området er perfekt i forhold til visionerne for en mangfoldig bydel. Det er Aarhus Kommunes håb, at arkitektskolen i sin fysik og sit virke vil inkludere omgivelserne og byen og skabe stor folkelig interesse og indsigt i betydningen af æstetik, arkitektur og byudvikling, siger Erik Jespersen, direktør for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.

Ud over en lang indledende dialog med Bygningsstyrelsen og Arkitektskolen Aarhus har kommunen bidraget til konkurrenceprogrammet og vil fortsat indgå i dialogen om den nye skole og den videre udvikling af Godsbanearealerne. Erik Jespersen samt stadsarkitekt Stephen Willacy bliver desuden rådgivere for dommerkomiteen, når de tre vindere af idékonkurrencen skal udvælges.

Idékonkurrencen er finansieret af Arkitektskolen Aarhus og Realdania.

Relateret indhold