Håndværkerfradraget skal fordobles

Brian Mikkelsen (K). Foto fra Folketingets hjemmeside.
Brian Mikkelsen (K). Foto fra Folketingets hjemmeside.

Håndværkerfradraget er kommet for at blive – og det skal fordobles. Ikke fjernes. Desværre sår regeringspartierne nu tvivl om Boligjobordningen. Men det vil være en katastrofe at nedlægge ordningen, der har været en ubetinget succes. Flere tusind er kommet i arbejde, og meldingen fra byggebranchen er, at ordningen konverterer sort arbejde til hvidt.

Derfor bør den gøres permanent og samtidig forbedres, så danskerne næste år kan trække udgifter for 30.000 kroner fra i skat mod de nuværende 15.000 kroner. Den aktuelle ordning udløber ved udgangen af 2014, og det vil være et centralt konservativt krav ved de kommende vækstforhandlinger, at håndværkerfradraget skal gøres permanent og fordobles.

Skal vi have fuld effekt af ordningen, bør den ikke kun gælde et år eller to. Sådan en “stop and go”-model skaber usikkerhed hos borgerne såvel som i byggebranchen, hvor det bliver svært at planlægge langsigtet i forhold til for eksempel ansættelser af en lærling eller en ekstra svend.

Boligjobordningen blev indført af VK-regeringen i 2011, men blev efter valget skrottet af den nye regering. Året efter blev ordningen genindført og efter konservativt pres udvidet efter svensk model – og senest udvidet til også at omfatte sommerhuse.

Det gav yderområderne en tiltrængt mulighed for at øge beskæftigelsen. For at forstærke den effekt har Det Konservative Folkeparti senest foreslået, at ordningen udvides til også at omfatte etablering af bredbåndsnet, som er helt afgørende for at skabe vækst og udvikling i landområderne.

Boligjobordningen har vist sig at være en entydig “win-win”-situation, så det vil være helt tåbeligt at nedlægge ordningen. Men desværre samler regeringen tilsyneladende på nederlag, så formentlig bliver det en hård kamp at bevare ordningen.

Alligevel er vi fulde af fortrøstning, når vi efter påske møder op til forhandlinger om en ny vækstpakke. Her bliver Boligjobordningen et helt centralt element, hvor vi vil kæmpe for enhver mulig forbedring. Hvorfor dog aflive en succes?

Relateret indhold