Totalentreprenøren Skou Gruppen har netop afleveret en ny administrationsbygning til Amager Ressourcecenter (ARC) på Kraftværksvej på Amager. Bygningen, som er designet af BBP Arkitekter, er 90 meter lang med ca. 3.200 etagemeter fordelt på to planer.
Her får ARC’s administration og en del af Københavns Kommunes Teknik- og miljøforvaltning til huse.
Copenhills tagryg kan bære det meste
– Personalet skal have gode betingelser for at udføre deres arbejde. Det handler om funktionalitet i hverdagen, men det handler også om at skabe et arbejdsmiljø med en god atmosfære. Det gør vi f.eks. ved at bruge naturlige materialer og dagslys i mandskabsbygningen. Vi har desuden valgt at genbruge nogle af de ikoniske kunstværker fra den eksisterende bygning, som personalet kender, siger arkitekt og partner hos BBP Arkitekter, Lise Sehested.
Krav om DGNB Guld
Det har været et krav fra Københavns Kommune, at byggeriet skal opnå DGNB Guld-certificering. Den del har ingeniørvirksomheden Sweco arbejdet med, forklarer bæredygtighedsingeniør Charlotte Bjerregaard Jørgensen:
– Centralt i projektet er en meget robust bygning, hvor valget af materialer lægger stor vægt på behovet for minimal vedligeholdelse og med lange levetider.
Emcon har været bygherrerådgiver på projektet, mens 1:1 Landskab har designet det omkringliggende landskab.
Har fundet nye løsninger
ARC opnåede en DGNB Guld-præcertificering i starten af 2023, og det har siden været totalentreprenørens opgave at sikre, at byggeriet i sidste ende opnår certificeringen.
Top10: Største kontor- og domicilprojekter med afslutning i 2024
– Det har været en udfordring at leve op til kravene for en DGNB Guld-certificering, men det har også været spændende at finde de rigtige løsninger, siger Emil Vitus Jensen fra Skou Gruppen. Han tilføjer:
– Undervejs i projektet fandt vi f.eks. ud af, at linoleumsgulvene genererede for meget støj i forhold til, hvad certificeringen tillader. Vi var derfor nødt til at få syet støjdug på undersiden af linoleummet.
Gammel bygning bliver ny p-plads
ARC-projektet er opdelt i tre etaper: Under første etape blev opmarcharealet med plads til 65 el-skraldebiler samt fem servicebiler opført. Administrationsbygningen blev opført i anden etape.
Når medarbejderne fra ARC og Teknik-og miljøforvaltningen er flyttet ind i den nye bygning, går Skou Gruppen i gang med tredje etape. Her skal den gamle administrationsbygning rives ned og den nye parkeringsplads etableres.
– Det var ikke planen at genbruge betonen fra den gamle bygning, men bæredygtighed har været et fokuspunkt for hele byggeriet, så vi forslog bygherren at genbruge betonen fra den gamle bygning til fundamentet til den nye parkeringsplads. ARC er med på idéen, selvom det kræver noget ekstra arbejde, fortæller Emil Vitus Jensen.
Projektet har ikke officielt fået DGNB-certificeringen endnu, men ud fra de test, der allerede er lavet, forventes det at projektet får DGNB Guld-certificeringen i hus.