På førstedagen af trækonferencen Build in Wood, der finder sted i København i disse dage, blev vinderen af Årets Lavemissions Træbyggeri fundet. Det blev det femetagers boligbyggeri MiniCO2 Etagehus Træ i Fredericia, der trak sig sejrrigt ud af dysten med de to værdige modstandere, Tversted House og det aarhusianske etagebyggeri Træ.
MiniCO2 Etagehus Træ vandt blandt andet på grund af projektets innovative og eksperimenterende tilgang til, hvordan man kan bygge etagebyggeri til boligformål med mindst muligt CO2-udledning ved brug af træ.
Top10: Største kontor- og domicilprojekter med afslutning i 2024
– Ikke alene er MiniCO2 Etagehus Træ opført på kun 10 måneder og 8 % under det estimerede budget samt med nul fejl ved aflevering. Projektet viser også, hvordan fremtidens etagebyggeri kan se ud, hvis vi skal bygge inden for de planetære grænser og overholde Paris-aftalen, lyder det fra Martin L. Petersen bestyrelsesformand for Træ i Byggeriet, der står bag prisen.
MiniCO2 Etagehus Træ lever op til bæredygtighedscertificeringen DGNB Guld. Realdania By & Byg er bygherre på projektet, der har Jaja Architects og ONV som arkitekter, Egil Rasmussen som entreprenør og Artelia som rådgivende ingeniører.
Ny viden om brandkrav og lydforhold
Prisen uddeles til et byggeprojekt, der har anvendt træ som byggemateriale, og som opfylder kravene til de lave CO2-aftryk i den frivillige lavemissionsklasse. I forhold til det eksperimenterende træbyggeri i Fredericia er det især byggeriets bidrag med ny viden om brandkrav og lydforhold i etagebyggerier af træ, der har begejstret dommerkomiteen.
340 m2 træhus og digital ‘tvilling’ skal teste fremtidens byggematerialer
Det kan nemlig være med til at bane vejen mod en implementering af præaccepterede løsninger indenfor etagehuse bygget af træ.
– Gennem omfattende brand- og lydtests af ribbedæk med synlige træbjælker og biobaseret isolering udfordrer MiniCO2 Etagehus Træ de gældende normer og muliggør synlige trækonstruktioner i etageboligbyggeri. Byggeriet har således genereret vigtig viden om, hvordan man kan bygge etagedæk med træ som det primære materiale, siger Martin L. Petersen.
Byggeriet indgår i et innovativt byggeeksperiment i Fredericia, hvor der udover MiniCO2 Etagehus Træ også opføres fem andre byggerier med samme proportioner, der skal danne grundlag for sammenligning af forskellige byggematerialers klimabelastning samt optimering af byggeprocesser.
MiniCO2 Etagehus Træ
Boligbyggeri: Etagehus i 5 etager
Samlet klimapåvirkning: 7,7 kg CO2-ækv./m2/år
Bæredygtighedscertificering: DGNB Guld
Areal: 600 kvm
Bygherre: Realdania By & Byg
Entreprenør: Egil Rasmussen
Arkitekt: Jaja Architects, ONV
Ingeniør: Artelia
Genbrug og upcycling
MiniCO2 Etagehus Træ var nomineret sammen med Tversted House; et skræddersyet boligbyggeri med tilknyttet keramisk værksted, hvor alle bærende konstruktioner og materialer er træbaserede, altså et hus helt uden beton, samt etagebyggeriet Træ i Aarhus Sydhavn, der med sine 20 etager er Danmarks højeste træhus opført med massive limtræsøjler med mellemliggende CLT-dækskiver og træelementer i facaderne. Projektet er desuden et skoleeksempel på, hvordan man kan genbruge og upcycle gamle byggematerialer.
– Det er tre stærke finalister, der i år var med i opløbet til prisen. De viser hver især, hvordan man med træ som det primære byggemateriale kan forene bæredygtige ambitioner med design og æstetik. De giver et indblik i fremtidens byggeri – og der er behov for at gå nye veje, hvis vi i Danmark skal leve op til vores ambition om at nedbringe vores CO2-aftryk med 70 procent inden 2030, fortæller Martin L. Petersen.