Hjørring Musiske Skoles nuværende faciliteter i Dronningensgade skal rives ned. I stedet opfører hovedentreprenør Arne Andersen Vrå A/S samt underentreprenører 1.800 nye kvm med lokaler til musik, drama, billedskole og dans.
Første symbolske spadestik bliver på tirsdag d. 21. maj med en kombination af en elguitar og en spade som symbol på den musik og kreativitet, de nye bygninger vil tilføre byen.
Hjerterummet i centrum
Cobe, der er totalrådgiver og arkitekt på projektet, har valgt, at den musiske skole skal bygges op omkring et såkaldt Hjerterum. Det vil skabe en sammenhængskraft i bygningen, hvad enten man skal til musikundervisning eller bare vil hænge ud, mens man venter på bussen, der kører fra den nærliggende banegård.
Et opslag i Byggefaktas omfattende database over bygge- og anlægsprojekter i Danmark viser, at budgettet er anslået til 44 mio. kr., og at bygningen skal certificeres til DGNB Guld. Norconsult er med som ingeniør.
Læs også: Verdens bedste: Syv danske arkitektfirmaer i Top100
Ifølge kommunens tidsplan vil byggeriet være afsluttet omkring sommeren 2025.