Ti nye råd til cirkulært byggeri – og krav om politisk handling

Ifm. en ny publikation, der ser nærmere på, hvad der skal til for at skabe et cirkulært byggeri, er Rådet for Grøn Omstilling klar med ti nye anbefalinger til det politiske Danmark.
Rådet for Grøn Omstilling mener, at hele lovgivningsområdet inden for byggeriet skal ses igennem med cirkulære briller. Foto: Gettyimages.
Rådet for Grøn Omstilling mener, at hele lovgivningsområdet inden for byggeriet skal ses igennem med cirkulære briller. Foto: Gettyimages.

– Der er brug for at skalere gevaldigt op på den politiske indsats. Hele lovgivningsområdet inden for byggeriet skal ses igennem med cirkulære briller, lyder det fra Rådet for Grøn Omstilling, der henviser til, at 50 % af de materialer, der udvindes på globalt plan, går til byggeriet.

Ligeledes tegner bygninger og byggeprojekter sig for omkring 30 % af det samlede danske klimaaftryk og 40 % af den samlede globale CO2-udledning. Alene forbruget af byggematerialer som stål og beton udgør 11 % af den samlede globale CO2-udledning.

Ifm. en ny publikation, der ser nærmere på, hvad der skal til for at skabe et cirkulært byggeri, og hvilke forhindringer der lige står i vejen, er Rådet for Grøn Omstilling derfor klar med ti anbefalinger til det politiske Danmark:

Høj og ensartet CO2-afgift

Indfør en høj og ensartet CO2-afgift, der inkluderer alle aktører i byggeriet. Den bør ideelt set være 1500 kr./ton, som anbefalet af Klimarådet. Producenter af byggematerialer skal ikke have rabat, som det ellers blev aftalt med den grønne skattereform fra 2022, men skal som minimum betale 1125 kr./ton og ideelt set op til 1500 kr./ton, så afgiften afspejler klimabelastningen.

Lovgivning med nye briller

Se på hele det lovgivningsområde, der vedrører byggeriet, med cirkulære briller. Det gælder eksempelvis planlovgivningen, affaldsreguleringen og andre dele af bygningsreglementet, der rækker ud over de nuværende krav i bygningsreglementet til livscyklusanalyser og indlejret CO2.

Det vil i første omgang kræve en omfattende kortlægning, der afdækker både potentialer, men også barrierer ved nuværende lovgivning i forhold til at fremme mere cirkulært byggeri. Det gælder også i forhold til andre krav som eksempelvis bygningsreglementet, der potentielt spænder ben for mere cirkularitet.

Nye udbudsregler

Indfør nye udbudsregler, som fremmer et langt større fokus på cirkularitet i byggebranchen eksempelvis ved at lade offentlige udbud følge de cirkulære rammer og krav, der er fastsat i EU’s taksonomi for bæredygtige investeringer.

Ikke kun nybyg

Sæt fokus på hele byggemassen – og ikke kun nybyggeri – ift. både krav til indlejret CO2 og cirkulære krav for hermed også at fremme bevarelse og transformation af den eksisterende bygningsmasse. Det er langt at foretrække frem for nybyggeri set i et klimaperspektiv.

Hurtigere implementering

Sørg for hurtigere implementering af højere krav til den indlejrede CO2 i bygningsreglementet.

Den nuværende politiske aftale, der ligger for indfasning af krav til CO2 pr. m2 pr. år er ikke ambitiøs nok i forhold til at bane vejen for de klimareduktioner, som byggeriet skal levere, og ift. det klimaaftryk, som byggeriet i dag har.

Lovpligtig ressourcekortlægning

Vedtage et minimumskrav ift. ressourcekortlægning af den eksisterende bygningsmasse ved nedrivning og renovering.

Dette kunne gøres ved at udvide den lovpligtige miljøkortlægning ved nedrivning til også at inkludere en lovpligtig ressourcekortlægning, som afdækker det cirkulære potentiale i en bygning. Der kan være brug for, at kravet til en ressourcekortlægning kun gælder for bygninger af en vis størrelse. Det er vigtigt, at krav om ressourcekortlægning ses i sammenhæng med de kommende regler for selektiv nedrivning.

Cirkulære materialer

Ban vejen for en stærkere kommercialisering af markedet for cirkulære materialer. Det kan gøres med følgende initiativer:

At fremme en fælles og transparent adgang til data om materialerne, indføre krav om materialepas og udvide dette til også at inkludere genbrugsmaterialer samt at lave tiltag, der kan minimere risici ifm. brug af genbrugsmaterialer i byggeriet.

Dertil er der brug for nye krav til indhold i byggematerialer, så branchen kan undgå brugen af skadelige kemikalier i bygningerne.

Flere i den cirkulære værdikæde

Øg støtten til nye cirkulære aktører og cirkulære værdikæder.

Der mangler i dag virksomheder i den cirkulære værdikæde. Her er særligt brug for testfaciliteter ift. analyse og data på konkrete genbrugsmaterialer og upcyclingcentre, der kan sikre genbrug og højværdigenanvendelse af byggematerialer.

Det vil også være nødvendigt at kigge på at fremme udvikling af symbioser og industrielle partnerskaber på tværs af byggeriet og andre sektorer med henblik på at fremme cirkularitet. Det kunne eksempelvis være symbioser mellem landbrug og byggeri om nye cirkulære materialestrømme i forhold til produktion af biogene byggematerialer.

Langsigtet strategi

Indtænk byggeriet i en samlet strategisk plan for Danmarks råstof- og ressourceforbrug.

Der er brug for, at man fra politisk hånd udformer en samlet og langsigtet strategi for råstoffer, ressourcer og cirkulær økonomi. Politisk har der i mange år primært været fokus på energi i den grønne omstilling. Og den lille indsats, der er kommet ift. cirkularitet, er i høj grad begrænset til affaldshåndtering.

Der er brug for at øge det politiske fokus på at reducere vores ressourceforbrug – både som bidrag til et mindre klimaaftryk, men også for at sikre forsyningssikkerheden.

Ambitiøs EU-politik

Arbejde for en ambitiøs EU-politik på området.Der sker meget i disse år på europæisk niveau ift. regulering af byggeriet, der kan fremme cirkularitet og reduktioner i den indlejrede CO2. EU’s tiltag vil utvivlsomt sætte retningen og bestemme tempoet for klimaomstillingen i byggeriet i mange år frem.

Derfor er det vigtigt, at danske politikere og myndigheder arbejder for, at EU’s lovgivning på området bliver ambitiøs nok til at flytte byggebranchen, så den ikke trækker veksler på klimaet, miljøet og ressourcerne.

Relateret indhold