Indgår aftale: En halv milliard til presset havnatur

Ny politisk aftale skal bl.a. sikre mere havvind, mens en havnaturfond skal udbrede viden om natureffekterne af udbygningen af vindenergi på havet. Men hvem skal bygge møllerne, spørger Dansk Metal.
- Udbygningen af den vedvarende energi skal gå hånd i hånd med naturgenopretning og investering i vores natur og miljø, siger miljøminister. Foto: Gettyimages.
- Udbygningen af den vedvarende energi skal gå hånd i hånd med naturgenopretning og investering i vores natur og miljø, siger miljøminister. Foto: Gettyimages.

Regeringen og partierne SF, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet har netop indgået aftale om udbudsrammer for 6 GW havvind og Energiø Bornholm.

Aftalen følger op på Klimaaftale om grøn strøm og varme 2022 og skal sikre investeringer i havnatur- og miljø samt i naturgenopretning.

Læs også: Akut krise: Organisationer går sammen for at beskytte verdens natur

Derfor har partierne bag Grøn Fond (S, V, SF, RV, EL, og KF) besluttet at oprette en havnaturfond, som skal bidrage til genopretning af havnatur og biodiversitet og til viden om miljø- og natureffekterne af udbygningen af vedvarende energi på havet.

– Udbygningen af den vedvarende energi skal gå hånd i hånd med naturgenopretning og investering i vores natur og miljø. Derfor er jeg glad for, at vi nu sætter turbo på den grønne omstilling, samtidig med at vi afsætter en halv milliard til bl.a. at genoprette vores pressede havnatur. Det er der brug for. Den nye havnaturfond er et vigtigt skridt i retning af at skabe en bedre balance i vores havmiljø, siger miljøminister Magnus Heunicke.

Læs også: Aalborg-rådgiver styrker ledelsen til fremtidens grønnere krav

Der afsættes 500 mio. kr. fra Grøn Fond til en havnaturfond. Hvis der er merindtægter fra havvindudbuddene, øremærkes yderligere op til 350 mio. kr. til havnaturfonden.

Fonden kan bidrage til naturgenopretning allerede fra 2024.

Hvem skal bygge dem?

I fagforeningen Dansk Metal ser man positivt på den nye aftale om havvind, hvori det fremgår, at den danske stat skal fastholde en ejerandel på 20 % og dermed få del i overskuddet.

– Det er meget positivt, at danskerne på den her måde får del i fællesskabets ressourcer. Den her model sikrer, at vi alle sammen i fremtiden kan lukrere på det kæmpestore potentiale, som findes i havvind, siger Emil Drevsfeldt Nielsen, der er erhvervspolitisk chef i Dansk Metal.

Læs også: Katastrofe-tal: De næste to årtier bliver uden flere hænder

Han ser dog en altoverskyggende udfordring: Mangel på faglært arbejdskraft:

– Det er ærgerligt, at aftalepartierne ikke har tænkt uddannelse af mere faglært arbejdskraft ind i aftalen. Hvis vi ikke vi får flere til at vælge en erhvervsuddannelse, så kan vi ikke rigtig bruge ambitionerne til noget, for så er der ikke nogen til at bygge møllerne. Derfor skal næste skridt være, at der investeres markant i erhvervsuddannelserne, hvis havvindsudbygningen skal blive til virkelighed, siger Emil Drevsfeldt Nielsen.

Relateret indhold