Malergiganten Viebke & West, der beskæftiger ca. 200 malere i København, har længe set Fyn som virksomhedens næste marked. Nu genetablerer det københavnske malerfirma den lille virksomhed Odense Maleren, som Kasper Andersen etablerede i 2015.
Stiftelsen af det nye/gamle odenseanske selskab er et essentielt skridt på vejen mod at blive størst på Fyn.
– Vi har i noget tid gerne ville etablere os på Fyn og øge volumen dér. Og hvilken bedre måde at gøre det på end at gøre brug af nogle af de fantastiske, lokale kompetencer. Vi kender Kasper fra malerbranchen, og ved hvor dygtig han er, og at han har et fantastisk godt netværk på Fyn, så vi ser det som en god mulighed for at gøre indtog på det fynske malermarked med Kasper i spidsen, siger direktør i Viebke & West og nu også Odense Maleren, Kenneth Johansen, der tiltrådte i det københavnske malerfirma d. 1. november 2022.
Kasper Andersen, der ifølge CVR-registeret gik konkurs med Odense Maleren i sommeren sidste år, skal fortsat stå i spidsen for driften i det genetablerede firma, der skal leve af kombinationen af de københavnske kræfter og det lokale kendskab og kundesegment.
– Det er en stor mulighed for at skabe noget større sammen, end hvad jeg ville kunne på egen hånd. Viebke & West har musklerne, og jeg har netværket. Sammen skal vi erobre Fyn, siger Kasper Andersen.
Mander op igen
Målet for det nystiftede firma er at blive én af de største spillere på Fyn. Men man skal starte et sted. Odense Maleren er, siden stiftelsen tidligere på året og de nytilkomne kræfter, startet helt forfra.
– Vi begyndte med at mande ned for at få en frisk start, da det jo er en helt ny virksomhed på trods af, at vi har beholdt navnet. Og nu er vi begyndt at mande op igen. Indtil da benytter vi os af gode samarbejdspartnere, hvor vi lejer folk ind til de større opgaver, siger Kasper Andersen, der pt. har knap og nap fire ansatte.
Planlægger at vækste ‘en del’
Virksomheden har pt. gang i flere store malerprojekter rundt omkring på Fyn. Blandt andet er man i gang med at male 240 nybyggede lejligheder for AG Gruppen i Odense S, der er et større malerprojekt i gang i 37 lejligheder i Svendborg, og så har firmaet netop vundet en stor sag i Ringparken i Fåborg, der sættes i gang efter sommerferien.
Det allerede gode aktivitetsniveau stemmer godt overens med Viebke & Wests fremtidsplaner for det genetablerede firma:
– Vi skal gerne vækste en del i løbet af de første tre år. Og så er målet at blive Fyns største malerfirma, siger Kenneth Johansen.