Branchen fik nyt liv i andet kvartal efter en lidt rolig start på året. Det viser den nye kvartalsrapport “Trends for byggebranchen Q2 2019”, som udgives af Byggefakta A/S.
– I de første syv måneder af 2019 blev der igangsat byggeprojekter for 56,9 milliarder kroner, hvilket er 3,6 milliarder kroner mere end på samme tidspunkt sidste år. Dog ser de resterende måneder af 2019 ud til at blive noget mere stille, og det forventes nu, at der bliver igangsat projekter for 98 milliarder kroner, hvilket fortsat er en smule under sidste års niveau, fortæller adm. direktør Thomas Bejer-Andersen fra Byggefakta A/S.
Hospitaler trækker læsset
Hvor 2018 var præget af store anlægsprojekter, er det i 2019 især flere hospitalsprojekter, der trækker niveauet op med en fremgang på hele 148 procent i forhold til 2018. Helt generelt har markedet udviklet sig positivt i 2. kvartal, og der er lidt højere forventninger til langt de fleste typer af projekter i 2019 i forhold til niveauet i 2018.
For hele året forventes der at blive igangsat flere nybyggeri- og renoveringsprojekter end sidste år. Til gengæld forventes der fortsat en ekstrem stor nedgang for anlægsprojekter, hvilket medfører et samlet fald for projektmarkedet på 2,8 milliarder kroner.
– Det er ingen hemmelighed, at det professionelle projektbyggeri er steget markant de seneste år, og alle er enige om, at denne udvikling ikke vil fortsætte. I 2018 var der flere store anlægsprojekter, som trak niveauet markant op – bl.a. kan Metro-afgreningen til Sydhavnen og Storstrømsbroen nævnes. Tager vi disse store projekter, som samlet havde en anlægssum på over 10 milliarder kroner, ud af ligningen, så ser vi faktisk en flot fremgang for byggeriet i 2019. Denne fremgang kan bl.a. tilskrives, at sundhedsprojekterne boomer, og at boligbyggeriet fastholder de høje forventninger, forklarer Thomas Bejer-Andersen.
Væsentlig opjustering
Regionernes hospitalsbyggerier, der tidligere har været ramt af forsinkelser, ser nu ud til at komme i jorden tidligere end forventet, og det har medført en væsentlig opjustering i forhold til prognosen fra april.
De private bygherrer har været hurtige til at få projekterne i gang i 2. kvartal, og dermed forventes tilbagegangen i forhold til niveauet i 2018 at blive mindre.
Derimod er prognosen for det kommunale byggeri blevet nedjusteret yderligere, da flere kommuner er blevet ramt af anlægsloftet eller har gennemført besparelser.
– Det har påvirket den samlede prognose for 2019 positivt, at de private bygherrer har igangsat projekterne med væsentligt mindre forsinkelser end for blot få år siden. Ligeledes har regionerne taget første spadestik til flere milliardprojekter, samtidig med at flere byggerier er blevet rykket fra 2020 til 2019?, siger direktøren.
Rapporten “Trends for byggebranchen Q2 2019” er en gratis rapport, som er udgivet af Byggefakta A/S.
Hent rapporten her.