Nye energisystemer på tegnebrættet

Smart styring af energiforbruget i bygninger er en forudsætning for effektiv og økonomisk fornuftlig grøn omstilling.
Platformen for Smart Energi er et samarbejde mellem flere af Danmarks energispydspidser blandt andre DONG Energy, Danfoss og Vestas. Foto: Colourbox.
Platformen for Smart Energi er et samarbejde mellem flere af Danmarks energispydspidser blandt andre DONG Energy, Danfoss og Vestas. Foto: Colourbox.

– I Danmark er vi allerede i verdenseliten, når det kommer til vedvarende energi og energiforsyning. Således lød vurderingen fra Energi, Forsynings- og Klimaminister Lars Christian Lilleholt, da han lancerede et nyt samarbejde mellem flere store energivirksomheder 7. januar.

Platformen for Smart Energi er et samarbejde mellem flere af Danmarks energispydspidser blandt andre DONG Energy, Danfoss og Vestas. Disse skal udvikle fremtidens energisystem baseret på vedvarende energi, og i den forbindelse mener ministeren, at Danmark også kan blive foregangsland for et smart, integreret energisystem. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.

Smart energi er en forudsætning for, at den grønne omstilling kan gennemføres effektivt og økonomisk fornuftigt og til gavn for klimaet.

Lars Christian Lilleholt Energi, Forsynings- og Klimaminister

I pressemeddelelsen udtrykker ministeren ligeledes sin tro på, at Danmark som foregangsland for smarte og integrerede energisystemer giver vækstperspektiver, der rækker langt ud over landets grænser.

Branchefællesskabet for Intelligent Energi og Energistyrelsen har samlet virksomhederne for at finde løsninger på, hvordan fremtidens smarte energisystem udvikles. I projektet rettes der også fokus mod, hvordan relevante fyrtårnprojekter med forretningspotentiale kan demonstrere danske systemløsninger og sætte skub i udviklingen.

Fornuftig omstilling

Det fremgår af pressemeddelelsen, at et smart energisystem binder el-, gas-, fjernvarme-, affalds- og vandsystemer sammen og muliggør, at forbruget i højere grad tilpasses den fleksible produktion, der forekommer ved vedvarende energikilder. Derfor skal produktion og forbrug i højere grad tænkes sammen for at opnå en både optimal økonomisk og miljømæssig løsning.

– Intelligent styring af energiforbruget i vores bygninger med lys, varme, køling og ventilation giver både store energibesparelser og et fleksibelt forbrug, der kan spille godt sammen med vores energisystem. Smart energi er en forudsætning for, at den grønne omstilling kan gennemføres effektivt og økonomisk fornuftigt og til gavn for klimaet, slutter ministeren.

Det forventes, at arbejdet i Platformen for Smart Energy skal give ideer til indsatsområdet i den næste energiaftale for perioden efter 2020.

Relateret indhold