Den grønne omstilling starter i byggeriet

Den grønne omstilling bliver billigere, hvis vi nedsætter energiforbruget.
Solceller kan udgøre et af elementerne i en grøn energirenovering. Foto: Colourbox.
Solceller kan udgøre et af elementerne i en grøn energirenovering. Foto: Colourbox.

Energistyrelsen annoncerede i begyndelsen af juni, at energiforbruget i første kvartal af 2015 er steget 0,7 procent sammenlignet med 2014.

Det lyder måske ikke af meget. Men når stigningen hænger sammen med en mindre produktion af vedvarende energi fra vindmøller på grund af vejret samt et højere energiforbrug til opvarmning af huse, da antallet af graddage er steget i første kvartal 2015, har det samtidig betydet, at vi har skruet op for brugen af de fossile brændsler. 4,1 procent er olieforbruget steget ifølge Energistyrelsen opgørelse.

Ofte er det usikkert, hvad du reelt kan spare, men det er egentlig heller ikke nødvendigt, for der er så mange andre fordele ved at energirenovere.

Dorte Nørregaard Larsen Sekretariatsleder, Energiforum Danmark

Derfor er energibesparelser i boliger særligt gode, fordi effekten bliver besparelser i forbruget af fossile brændsler.

Dansk Byggeri skriver, at omstillingen til uafhængighed af de fossile brændsler bør starte ved vores boliger. Ikke alene bidrager man til et bedre klima med energirenoveringerne, men der spares også penge, når energiforbruget effektiviseres. Samtidig forbedres indeklimaet i boligerne, ligesom handelsprisen stiger.

Hav fokus på helheden

– Et godt sted at starte er en drøftelse med en fagmand, der kan give gode råd om de konkrete muligheder i ens bolig og tillige lave en plan, der anviser, i hvilken rækkefølge ens bolig kan blive energiforbedret. Besparelser på energiregningen kan også gøre investeringen rentabel i løbet af nogle år, lyder anbefalingen fra direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen, i Dansk Byggeris nyhedsbrev 26. maj.

Dorte Nørregaard Larsen, sekretariatsleder i Energiforum Danmark, påpeger, at energirenoveringer kan være svære at sælge, da fokus ofte er på besparelsen i kWh, og udtaler:

– Al den snak om CO2 og kWh kan virke fjern og abstrakt. Ofte er det usikkert, hvad du reelt kan spare, men det er egentlig heller ikke nødvendigt, for der er så mange andre fordele ved at energirenovere.

Derfor lyder opfordringen fra Dorte Nørregaard Larsen, at man retter fokus mod øget komfort, helhedsorienterede løsninger og bygningsforbedringer, når der energirenoveres og ser energibesparelsen som en ekstra bonus.

Relateret indhold