Niels Bohr Instituttet har gennem snart en menneskealder tiltrukket højt estimerede forskere fra hele verden, men de eksisterende faciliteter er utidssvarende, og med de muligheder, der er for fortsat at levere forskning i verdensklasse, har man fra politisk hold simpelthen ikke kunnet undlade at sikre et nyt byggeri.
Der bliver tale om et 52.000 kvadratmeter stort byggeri på Nørre Campus, og det forventes at stå færdig i 2017:
– Faciliteterne i sig selv betyder, at der kan bedrives dansk forskning i særklasse, og med det følger, at også internationale topforskere vil blive tiltrukket af rammerne, miljøet og mulighederne ved Københavns Universitet, siger Rasmus Helveg Petersen.
100 millioner fra Microsoft
Foreløbigt har byggeriet tiltrukket stjerneforskeren Charlie Marcus fra Harvard. Med sig bringer han en donation fra Microsoft på 100 millioner kroner, som han og hans forskergruppe skal bruge til at forske i nano-elektronik.
Det nye Niels Bohr kommer til at huse de fysiske, kemiske, datalogiske, matematiske og naturfagsdidaktiske fag på Københavns Universitet.
Byggeriet er resultatet af en international projektkonkurrence fra 2010. Projektet blev vundet af et rådgiverteam bestående af Rambøll (totalrådgiver), Vilhelm Lauritzen Arkitekter og Christensen & Co Arkitekter.
Betonbundplade
Byggeriet får en betonbundplade i forskerkælderen, der skal sikre et 100 procent vibrationsfrit miljø til forskernes fintfølende laboratorieudstyr. Pladen består af 3.800 kubikmeter beton og har et areal på 2.500 kvadratmeter.
Fra støbningen startede til den sluttede godt 48 timer senere, kørte en betonkanon hvert 6. minut ind på pladsen. Når en støbningsproces i denne skala først er startet, skal støbningen færdiggøres i ét stræk for at undgå støbeskel. Støbeskel opstår, hvis noget af betonen når at hærde, inden den næste portion beton lægges på. Det kan give svage steder i fundamentet.
Lavenergiklasse
I forbindelse med støbning af fundamentet skal grundstenen nedlægges: Dagens gangbare mønt, et dokument med siddende regent, regering, bygherre og arkitekt samt et eksemplar af dagens avis vil blive støbt ind i fundamentet, som det er tradition i alle offentlige byggerier.
Byggeriet forventes indviet i 2017 og får et bruttoetageareal på cirka 52.000 kvadratmeter. Det forventes at huse 3.-4.000 studerende, 800 forskere, 260 ph.d.-studerende og 200 tekniske og administrative medarbejdere.
Byggeriet opføres i lavenergiklasse 2015. Af specielle energireducerende tiltag kan nævnes solceller og dobbeltfacade.
