C.F. Møller tegner DGNB Guld-projekt for Casa

C.F. Møller vinder arkitektkonkurrence om at skabe nye familieboliger, som skal tænkes sammen med de gamle pakhuse på Sundmolen i Indre Nordhavn.
Sundmoleprojektet er tegnet for Casa. Visualisering: C.F. Møller.
Sundmoleprojektet er tegnet for Casa. Visualisering: C.F. Møller.

C.F. Møller står bag 86 nye boliger på ca. 8.400 kvadratmeter på Sundmolens byggefelt 5.05 centralt i Indre Nordhavn mellem Århusgadekvarteret og Levantkaj.

Byggefeltet er blandt de mest centralt placerede i den nye plan for udviklingen af hele Sundmolen, og her er visionen klar. Stedet skal fungere som fremtidens bæredygtige by, hvor et blandet bykvarter skal give et tydeligt grønt præg, hvor eksisterende pakhuse bevares og integreres, og hvor byrum langs vandet skal skabe et nyt, unikt sted i København.

I det her tidligere industriområde får vi fantastiske muligheder for at udvikle byen helt ned til kajkanten, og samlet set har udviklingen af Nordhavnen alle forudsætninger for at sætte nye standarder for byudviklingen i København.

Partner Lone Wiggers C.F. Møller

Samtidig skal byggeriet bæredygtighedscertificeres til DGNB Guld.

Et svar på efterspørgslen

København estimeres til at vokse med 18 procent i indbyggertal frem til 2025. For at få skabt nye boliger til ny indbyggere er et område som Nordhavnen derfor i rivende udvikling.

– Der er en stor efterspørgsel efter nye og udvidede muligheder for at bo og arbejde i København. Det her projekt er et ambitiøst initiativ, som kan imødekomme det behov. I det her tidligere industriområde får vi fantastiske muligheder for at udvikle byen helt ned til kajkanten, og samlet set har udviklingen af Nordhavnen alle forudsætninger for at sætte nye standarder for byudviklingen i København, forklarer Lone Wiggers, partner i C.F. Møller, om projektet.

Færre biler og særegen arkitektur

Projektet på Sundmolen skabes i et område, hvor der vil komme færre biler i bybilledet. De grønne haver, de tætte byrum og udsigten til havnen er alle elementer, som skal bidrage til at skabe et attraktivt område for både beboere og besøgende. Samtidig skal en særegen arkitektonisk karakter være med til at skabe en rolig og intim atmosfære, som understøtter oplevelsen af en levende by på vandet.

Bebyggelsen tager udgangspunkt i den typiske københavnske karré, og højderne på bygningerne tilpasses omkringliggende grønne rum og udsigten mod havnen, så der sikres behagelige lys- og skyggeforhold. Der etableres passager i fuld bygningshøjde, som medvirker til at trække lys ind i både gårdrum og boliger. Boligprojektet får et vertikalt udtryk, som står i kontrast til Sundmolens fire bevarede pakhuse, der kendetegnes ved et markant horisontalt udtryk.

Boligerne på byggefeltet bliver mellem 60 og 140 kvadratmeter. C.F. Møller har vundet konkurrencen om at designe de nye boliger foran Schmidt Hammer Lassen Architects og Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

Byggeriet med de 86 boliger skal DGNB Guld-certificeres. Visualisering: C.F. Møller.
Byggeriet med de 86 boliger skal DGNB Guld-certificeres. Visualisering: C.F. Møller.

Relateret indhold