Fem kontorbyggerier kæmper om pris

Coronapandemien har ikke stoppet arkitektoniske pletskud i at blive kandidater til Årets kontorbyggeri 2021.
De fem kandidater: Carlsbergs hovedkontor i København (foto 1+2: Adam Mørk), DLG's domicil i Fredericia (foto 3+4: Thorbjørn Hansen Kontraframe), Pakhusene - kontorfællesskab i Aarhus (foto 5+6: Kirstine Mengel), Swecos kontor i Aarhus (foto 7+8: Sweco Danmark) og Woods Augusthus - kontorfællesskab I Ørestaden (foto 9+10: Tetris).
De fem kandidater: Carlsbergs hovedkontor i København (foto 1+2: Adam Mørk), DLG's domicil i Fredericia (foto 3+4: Thorbjørn Hansen Kontraframe), Pakhusene - kontorfællesskab i Aarhus (foto 5+6: Kirstine Mengel), Swecos kontor i Aarhus (foto 7+8: Sweco Danmark) og Woods Augusthus - kontorfællesskab I Ørestaden (foto 9+10: Tetris).

Da Nohrcon uddelte prisen for Årets kontorbyggeri 2020 i april sidste år, var det nok de færreste, der havde forestillet sig, at de først ville vende tilbage til arbejdskontoret efter sommerferien 2021. Men selvom indretning af hjemmekontoret naturligt nok har fået øget fokus, er der stadig blevet bygget, renoveret og indrettet en masse spændende kontorbygninger og -domiciler i det forgangne år, som fortjener lidt ekstra opmærksomhed.

Nu hvor folk så småt vender tilbage til kontorlandskaberne landet over, er det passende at dele vigtig viden om de nyeste og bedste løsninger i forbindelse med indretning og byggeri af fremtidens kontorer og domiciler.

Og dét er lige præcis formålet med kåringen af Årets kontorbyggeri, der tydeliggør behovet for rammer, som understøtter de nye typer samarbejde og den fleksibilitet, som medarbejderne er blevet vant til – for ikke at nævne hygiejnen.

Sidste år gik prisen til Ambientes nye, atmosfærefyldte domicil i Skanderborg – og i år har de nøje udvalgte fageksperter i Nohrcons jury nomineret fem kvalificerede bud på Danmarks nye kontormekka ud fra alle de indstillede projekter. I 2021 er de nominerede vaskeægte symboler på nogle af tidens vigtigste kontorstrømninger; bæredygtighed, fleksibilitet, co-working, deleøkonomi, nærmiljø og hygiejne.

Den offentlige afstemning lukker 16. juni, og vinderen afsløres 24. juni.

De fem kandidater (fotos i artiklens top):

Carlsbergs hovedkontor i København: Carlsberg-koncernens nye hovedkontor sætter rammerne for en moderne og dynamisk arbejdsplads, hvor omdrejningspunktet har været at skabe en bygning, der skaber identitet, vidensdeling og innovation.

DLG’s domicil i Fredericia: Det nye hovedkontor til DLG’s 300 medarbejdere samler en række funktioner under ét tag – tættere på kunder og ejere i landbruget – placeret i naturskønne omgivelser og med en let genkendelig signatur, som kan ses, når trafikanter krydser Lillebæltsbroen.

Pakhusene – kontorfællesskab i Aarhus: Pakhusene er et 40.000 kvm stort DGNB Guld certificeret kraftcenter med fællesskabet i fokus. Det emmer af liv fra tidlig morgen til sen aften og løfter deleøkonomien ind i udviklingen af bolig- og kontorbyggerier.

Swecos kontor i Aarhus: Shedtagsbygningens transformation til Swecos første fælles arkitekt- og ingeniørkontor i Aarhus – et 3100 kvm stort kontorfællesskab, der understøtter Swecos ambition om at bygge smukt og velfungerende gennem tværfagligt samarbejde og integreret rådgivning.

Woods Augusthus – kontorfællesskab I Ørestaden: Med et råt og urbant design tilbyder Woods Augusthus åbne funktioner, der sikrer mangfoldigt liv, med fokus på fleksibilitet og merudnyttelse af arealerne. Projektet er opført med fokus på genbrugs- og spildmaterialer.

Relateret indhold