Enorm Biofactory
- Projektet: Udvidelse og ombygning af produktionsvirksomheden omfatter opførelse af larvestalde til brug for larver til fødevarer samt ombygning af eksisterende stalde til produktion.
- Byggestart: Ultimo februar 2022
- Forventet ibrugtagning: Ultimo 2023
- Anslået budget: 100 mio. kr.
- Størrelse: 24.000 m2
- Bygherre: Enorm Biofactory
- Bygherrerådgiver: Wh-PlanAction Rådgivende Ingeniører
- Totalrådgiver og -entreprenør: KT Erhvervsbyg
- Kilde: FaktaNet Live
- Black soldier fly
- – Har en livscyklus på kun 45-50 dage
- – Fluerne reproducerer sig effektivt, og hver hunflue lægger 700-1200 æg
- – Larverne har en høj foderkonverterings-rate. For at producere 1 kg larver skal der kun anvendes 1-1,5 kg foder (TS).
- – Der anvendes meget lidt vand til produktionen sammenlignet med andre husdyr.
- – Larverne kan leve af stort set alle organiske substrater. Også substrater med meget højt vandindhold, hvilket adskiller den fra mange andre insektarter.
- – Produktionen har en lille udledning af drivhusgasser, sammenlignet med andre husdyr.
- – Larverne kan produceres vertikalt, hvilket betyder at de optager meget lidt landareal, i forhold til den producerede mængde protein.
- – Formålet med at opdrætte bæredygtige insekter er for at imødekomme den voksende efterspørgsel på proteiner til fisk, fjerkræ, svin og mennesker.
- Kilde: Enorm Biofactory
Landbrugsselskabet DLG bliver storaktionær og vil aftage proteiner fra den nye insektfabrik, når den står færdig i 2023. Fabrikken forventes at levere 11.000 tons insektprotein, 2500 ton insektolie og 15.000 tons insektgødning om året. Byggeriet opføres i forlængelse af bygherren Enorm Biofactorys pilotanlægget på Hedelundvej 15 i Flemming ved Hvirring i Hedensted Kommune
Fabrikken opføres som en partneringaftale, hvor KT Erhvervsbyg løser byggeopgaven i åbent samarbejde med bygherre.
Projektet har to byggefaser: En fase 1, der omfatter udarbejdelse af byggeprogram, dispositionsforslag, projektforslag, tidsplan og byggeprojekt. Ved afslutning af fase 1 vil der foreligge et veldokumenteret projektforslag. Derefter indledes projektets fase 2, der omfatter den efterfølgende projektering, opfølgning og udførelse af byggeriet.
CEO i KT Erhvervsbyg, Per Henriksen, fortæller:
– Vi har i KT Erhvervsbyg gode erfaringer med partneringaftaler, hvor vi med tæt dialog og åbne regnskaber i samarbejde med bygherrer former projektet ud fra en fælles målsætning, der sikrer en kosteffektiv løsning og en god byggeproces. Det er en effektiv model, der giver øget indtjening for begge parter. Vi er kommet godt i gang, forventer byggetilladelsen midt i februar og opstarter umiddelbart derefter.
Klar til at tage næste skridt
Stifter og medejer i Enorm Biofactory, Carsten Lind Pedersen, er meget stolt af det, virksomheden har bygget op i løbet af de sidste tre år, hvor pilotprojektet har vist sit værd.
– Med denne investering i Enorm er vi klar til at tage næste skridt på rejsen, og derfor er vi også begejstret over, at få en så stor og stærk spiller som DLG med i ejerkredsen. Sammen med DLG, de øvrige investorer og långivere sætter vi et drømmehold med stærke synergier, der skal sætte turbo på Enorms vækst og indtjening, siger Carsten Lind Pedersen, der har etableret Enorm Biofactory sammen med Jane Lind Sam og Lasse Hinrichsen.
Læs mere under billedet…
100 ton larver om dagen
Insektfabrikkens 24.000 kvm skal stå færdige i begyndelsen af 2023 og fabrikkens produktionen af 100 ton larver om dagen vil være i drift ultimo 2023. Enorm Biofactory har i dag 16 medarbejdere men forventer at øge medarbejdertallet til 55-60 medarbejdere inden aflevering i 2023.
Foruden DLG’s investering i projektet bidrager Danmarks Grønne Investeringsfond og Nykredit Bank også med betydelig financiering til den nye insektfabrik.