Hæder til penthouselejligheder og almene boliger i Aalborgs bykerne

Komiteen for bygningspræmiering i Aalborg har i år præmieret seks projekter heriblandt Teatergården, der er tegnet af C.F. Møller Architects og viser, hvordan nyt og gammelt og et mix af almene og ejerboliger kan placeres side om side.
Foto: C.F. Møller Architects.
Foto: C.F. Møller Architects.

Om Teatergården

  • Bygherre: Himmerland Boligforening og Ejendomsmæglernes Fond
  • Omfang: 5200 m2, heraf 750 m2 renovering og 750 m2 privat
  • År: 2016-2020
  • Ingeniør: Cowi
  • Arkitekt: C.F. Møller Architects
  • Landskab: C.F. Møller Architects

Aalborg Kommune har præmieret det nye byggeri i bykernen, som blander private penthouselejligheder med almene boliger, Teatergården.

Bebyggelsen ligger i Sankelmarksgade i det centrale Aalborg og er en ny bebyggelse for Himmerland Boligforening og Ejendomsmæglernes Fond.

Læs også: Tre blandede byggerier fra samme boligforening præmieres

Byggeriet er tilpasset de arkitektoniske træk i området, men markerer sig alligevel som en hjørnebygning med et særligt udseende, der afspejler bygningens variation af lejlighedstyper, hvor der tidligere var en trist udseende parkeringsplads.

Ifølge Aalborg Kommune er det arbejde lykkedes så godt, at kommunen præmierer byggeriet på Arkitekturens Dag på Kunsten i Aalborg:

– Teatergården viser, hvordan nyt og gammelt kan placeres side om side – og hvordan design og materialevalg spiller en stor rolle, når et nyt byggeri skal indpasses i en eksisterende bebyggelse. Især renovering af de gamle facader, og det nye byggeris arkitektur og materialevalg (tegl) gør dette projekt til noget særligt, lyder juryens begrundelse.

Samlet til ét projekt

Teatergården er placeret i bykernen, som de lokale betragter som Aalborgs ‘vugge’, og er resultatet af en den lidt usædvanlige pardannelse mellem almene Himmerland Boligforening og Ejendomsmæglernes Fond. Parterne var fælles om at eje en parkeringsplads på hjørnet Sankelmarksgade og Bleggårdsgangen og slog sig sammen om at udvikle det nye byggeri, der indeholder 48 lejligheder og 4 penthouselejligheder i et mix af almene og ejerboliger samtidig med, at Himmerland Boligforening fik renoveret og moderniseret en tilstødende bebyggelse.

C.F. Møller Architects er tidligere blevet præmieret af Aalborg Kommune for arbejdet med boligområderne Sundparken og Magisterparken og Aalborg Havnefront, som har bragt Aalborg på det globale landkort. Foto: C.F. Møller Architects.
C.F. Møller Architects er tidligere blevet præmieret af Aalborg Kommune for arbejdet med boligområderne Sundparken og Magisterparken og Aalborg Havnefront, som har bragt Aalborg på det globale landkort. Foto: C.F. Møller Architects.

Teatergården er således opført som én samlet bebyggelse, men den er visuelt delt op i byhusfacader. Dermed viderefører bygningen den struktur, der kendetegner det brogede gadebillede i Sankelmarksgade med blandt andet trappeopgange og portåbninger.

– Vi er glade og stolte over at blive præmieret for dette arbejde og sender i samme ombæring en stor tak til Ejendomsmæglernes Fond, men især Himmerland Boligforening for at vælge os til opgaven og tilføje endnu et byggeri til vores årelange samarbejde om at skabe gode almene boliger med fokus på trivsel til borgere i Aalborg, siger Søren Tortzen, som leder C.F. Møller Architects i Aalborg.

Taget ‘syr Teatergården sammen’

Bebyggelsens arkitektoniske hovedgreb er en samlende tagstuktur, der ‘syr Teatergården sammen’ med de omkringliggende bebyggelser og skaber en bygning, der både passer ind i omgivelserne og fremstår som et nutidigt og moderne bygningsværk. Det ses bl.a. i ‘taglandskabes’ form, der er en nyfortolkning af Aalborgs centrale gade Boulevardens markante høje mansardtage samt anvendelsen af tegl, der matcher områdets øvre bebyggelser.

De øvrige fem projekter, der blev præmieret

Tornhøjgaardparken: Præmieret for en boligbebyggelse med attraktive uderum, der er fint tilpasset stedet.

Arkitekt: PlusKontoret

Bygherre: Himmerland Boligforening, Projektas og LIDL

Anvendelse: Nyopførte boliger, butik og café

Motivering: Tornhøjgaardparken er et godt eksempel på et sammenhængende etagebyggeri, der er tilpasset stedet, især ift. højder og placering i terrænet. Herudover er der skabt et fint udemiljø i tilknytning til boligerne, hvor det store terrænspring er udnyttet til at skabe en god differentiering mellem semi-offentlige og private arealer.

Østeraagade 27: Præmieret for en fin renovering af tagetagen med fokus på materialevalg og gode detaljer.

Arkitekt: Bjørk & Maigaard

Bygherre: MA Ejendomme

Anvendelse: Renovering / ombygning af tagetage

Byggeriet er også blevet godt modtaget af lejere og ejere. Lejlighederne blev hurtigt både udlejet og solgt, og de store penthouselejligheder blev solgt for op mod 7.5 millioner kroner. Foto: C.F. Møller Architects.
Byggeriet er også blevet godt modtaget af lejere og ejere. Lejlighederne blev hurtigt både udlejet og solgt, og de store penthouselejligheder blev solgt for op mod 7.5 millioner kroner. Foto: C.F. Møller Architects.

Motivering: Med respekt for den historiske bygning er tagetagen på Østerågade 27 blevet renoveret. Fokus på materialevalg og gode detaljer får renoveringen til at se ud som om, bygningen var født med det. Særligt de nye kviste bidrager på positiv vis til den samlede oplevelse af bygningen.

Taffeltårnet/Akvavitvej: Præmieret for en fin genfortolkning af Sprittens fredede bygninger, overført til et nutidigt facadeudtryk.

Arkitekt: Årstiderne Arkitekter

Bygherre: A. Enggaard og Himmerland Boligforening

Anvendelse: Nyopførte boliger

Motivering: Taffeltårnet bidrager til diversitet i beboersammensætningen på Spritten ved at bestå af 24 ungdomsboliger, 15 seniorboliger og 48 ejerboliger. Ejendommen fremstår i en nutidig arkitektur, men med tydelige referencer til Sprittens fredede bygninger i facadematerialer og bygningsdetaljering.

Hasserisvej 132: Præmieret for en flot og gennemgribende renovering og tilbygning i respekt for husets oprindelige arkitektur.

Arkitekt: Arkitekthuset Vodskov

Bygherre: Gitte og Peter Høfler

Anvendelse: Renovering og tilbygning, enfamiliehus

Foto: C.F. Møller Architects.
Foto: C.F. Møller Architects.

Motivering: Den flotte ejendom, tegnet af Ejnar Packness, er blevet smukt renoveret, inde såvel som ude, med respekt for det oprindelige hus ift. materialevalg, farver mm. Kombinationen af nyt og gammelt er godt løst, hvor facaderne og hallens mange fine detaljer er bevaret, mens den øvrige indretning af huset er blevet tilpasset en nutidig families ønsker og krav. Herudover har man formået at bygge klogt til uden at gå på kompromis med husets komposition.

Stjernepladsen: Præmieret for et godt byrum med fokus på sanseindtryk og varierede opholdsmuligheder, der binder Østre Havn sammen.

Arkitekt: By+Land

Bygherre: A. Enggaard

Anvendelse: Byrum

Motivering: Det nye byrum på Østre Havn er en attraktion for både beboere og besøgende. Der er arbejdet med mange forskellige nicher, niveauer og beplantning, som har skabt et sted med god opholdskvalitet. Der er valgt fine materialer, som på en gang passer til og binder de mange forskellige bygningsudtryk sammen – og alligevel adskiller sig fra det øvrige på Østre Havn. Foruden selve pladsen har man formået at få funktioner ind i stueetagen, som kan understøtte bylivet.

Relateret indhold