De seneste år har materieludlejer til byggeindustrien, GSV, øget investeringerne i klimavenligt materiel, og alene i 2020 var investeringer i grønt materiel steget fra 15 % til 20 %. I slutningen af året meldte virksomheden endnu skarpere ud: 75 % af investeringsbudget for 2021 bliver øremærket til klimavenlige maskiner. Og det gælder let og tungt materiel, men også i logistikdelen forventer man at spare meget mere CO2.
Ifølge CEO Dan O. Vorsholt er der tale om et trecifret millionbeløb:
– Byggeriet står for 40 % af Danmarks CO2-udledning, og derfor er det kun sund fornuft, at vi i branchen forsøger at nedbringe det tal. GSV er de største herhjemme, når det kommer til udlejning af materiel til byggebranchen, og vi vil gerne presse på for den grønne omstilling i hele byggeriet – det er der heldigvis også mange af vores kunder, som vil. Derfor træder vi på speederen og øremærker 75 % af vores investeringer i maskiner, som drives af el, batterier eller ganske enkelt udleder markant mindre.
Et nøgleansvar at stå sammen
Materieludlejeren mener, at bygge- og anlægsbranchen har fået øjnene op for, at branchen har et ansvar for den grønne omstilling, men tallene taler stadig sit tydelige sprog: I Danmark står bygninger, broer og veje for 30 % af den samlede CO2-udledning, og 10 % stammer alene fra anlægsprocessen og i produktionen af byggematerialer.
Den 2. september afholder GSV derfor igen konferencen ‘Fremtidens Byggeri’ at samle branchen, vise mulighederne og få toppolitikere og beslutningstagere i dialog omkring, hvordan vi sammen skaber den fossilfrie byggeplads:
– GSV har en forpligtelse til at være med til at drive den grønne agenda fremad. Men vi kan ikke gøre det alene, og derfor samler vi branchen for at sætte fokus på, at alle led i leverancekæden har et ansvar for at implementere nye grønne løsninger. Fra bygherrernes udbud, til producenternes fokus på udvikling af fossilfrie maskiner. Vi skal sammen bidrage til at nå de ambitiøse mål for reduktion af CO2 mod 2030. Bygge- og anlægsbranchens aktører har et nøgleansvar for at stå sammen om den grønne omstilling, siger Dan O. Vorsholt.
Årets talere
Ideen om en konference på tværs af entreprenører, arkitekter og producenter, der satte fokus på bæredygtighed, blev skabt for to år siden.
Her deltog 350 beslutningstagere fra branchen, og fra scenen bidrog nogle af landets største bygherrer, bl.a. Københavns overborgmester Frank Jensen og adm. direktør for By og Havn, Anne Skovbro.
Foruden Dan O. Vorsholt er talerne i år Søren Pape Poulsen (partiformand i Det Konservative Folkeparti), Lars Sandahl (adm. Direktør i DI), Ingrid Reumert (næstformand for regeringens klimapartnerskab, bygge- og anlægssektoren samt VP i Velux A/S), Jens Holmboe (direktør i Vejdirektoratet), Karsten John Hjarsø (CEO i Jensen Gruppen A/S) og hjerneforsker Peter Lund Madsen.
Konferencen finder sted den 2. september på Docken i København.