Høje-Taastrup skriver under på mere cirkulært byggeri

Høje-Taastrup har underskrevet en ny aftale om at udnytte jordens ressourcer bedre - kommunen har særlig fokus på at genanvende byggematerialer og jord fra større bygge- og anlægsprojekter.
Borgmester Michael Ziegler (K) underskriver European Circular Cities Declaration. Pressefoto.
Borgmester Michael Ziegler (K) underskriver European Circular Cities Declaration. Pressefoto.

Høje-Taastrup Kommune er partner i EU-projektet CityLoops, der arbejder på at fremme cirkulær økonomi i mellemstore byer på tværs af Europa. Cirkulær økonomi handler om at udnytte jordens ressourcer bedre, og CityLoops har særlig fokus på at genanvende byggeaffald, jord og organisk affald.

CityLoops lancerer i oktober en aftale, som alle kommuner i Europa kan underskrive og dermed engagere sig aktivt i at fremme cirkulær økonomi.

Høje-Taastrup har som en af de første kommuner i Europa underskrevet aftalen. Dermed forpligter Høje-Taastrup sig til at opstille mål for cirkulær økonomi, at gennemføre indsatser for at nå målene og årligt afrapportere, hvor langt man er nået.

Fokus på byggeprojekter

Høje-Taastrup Kommune er allerede godt i gang med både at genanvende byggematerialer fra nedrivninger i nye byggerier og mindske mængden af jord, der flyttes i forbindelse med bygge- og anlægsprojekter.

For eksempel er betonen fra viadukterne over den tidligere Blekinge Boulevard blevet knust og brugt som underlag til nye veje i Høje Taastrup C, ligesom betonen fra de nedrevne boligblokke i Taastrupgård skal bruges som underlag til veje i Høje Taastrup C og ved det nye børne- og kulturhus.

– Vi har gang i flere store bygge- og anlægsprojekter, og derfor giver det også rigtig god mening at arbejde med, hvordan vi i endnu højere kan genanvende byggematerialer og jord, så vi ikke først kører jord og materialer ud af kommunen for derefter at køre nye materialer ind, siger borgmester Michael Ziegler (K).

I 2018 anslog Region Hovedstaden, at der kun er råstoffer som for eksempel grus nok i hovedstadsområdet til de næste 10 års forbrug.

Udfordringen med at genanvende byggematerialer er, at mange led skal falde på plads – for eksempel materialernes kvalitet og mulighederne for afsætning.

Relateret indhold