Med en million på lommen – som han havde vundet i Realdanias innovationskonkurrence The Circular Construction Challenge – Rethink Waste – grundlagde arkitekten Niels Jakubiak Andersen i 2019 virksomheden Næste.
Det gjorde han, fordi han var irriteret over, at der var så lidt genanvendelse i bygge- og anlægsbranchen.
Så med en klar overbevisning om, at der var et marked for cirkulært byggeri, gik han i gang – og i dag er virksomheden alene på det danske marked for bæredygtigt producerede skure med en omsætning, der ventes at stige fra ca. 3,5 mio. kroner i 2021 til ca. 10 mio. kroner i 2022.
Læs også: Cirkulær bygningsplatform skal gøre genbrug til en økonomisk gevinst
Desuden oplever Niels Jakubiak Andersen en voksende kundekreds blandt især offentlige bygherrer, mens nye kundegrupper også begynder at røre på sig:
– Vi ser især en bevægelse hos de store investeringsselskaber og pensionskasser, og ofte er deres grønne profil langt foran alle andre i byggebranchen.
Stor kommerciel gevinst i genbrug
I starten byggede Næste et skur om måneden i samarbejde med eksterne partnere i byggebranchen.
Nu har virksomheden sin egen fabrik i Gadstrup syd for Roskilde, og målet er at bygge Danmarks bedste og flotteste skure af genbrugte byggematerialer og samtidig at skabe en egentlig grøn og cirkulær forretning.
– Vi har moderniseret og effektiviseret produktionen, og i 2023 forventer vi at kunne bygge et skur om ugen. Det langsigtede mål er en industrialiseret produktion, der giver os mulighed for at bygge et skur om dagen, siger Niels Jakubiak Andersen, der forventer en stor grøn og kommerciel gevinst i genbrug:
– Overalt i verden ligger der enorme bunker af byggematerialer, som bare venter på at blive genbrugt. Men alt for ofte foregår tingene stadig med håndkraft. Vi har brug for mere teknologi og en industrialisering af området, og nu gør vi vores for at bidrage.
Støtte til at industrialisere
På vejen til succesen har Næste fået sparring fra SMV:Grøn i Virksomhedsprogrammet, som Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse igangsatte i 2021 med 600 mio. kroner fra React-EU (Recovery Assistance for Cohesion and the Territories of Europe).
I SMV:Grøn kan virksomheder få 50.000 kroner eller 150.000 kroner til at komme i gang eller videre med virksomhedens grønne planer. Næste har fået begge dele, og støtten er gået til at forbedre produkter og modernisere produktionen:
– I første omgang fik vi den meget vigtige FSC-certificering, som man i dag næsten ikke kan komme udenom, fortæller driftschef Kim Bøhmert.
– Det store tilskud har vi primært brugt til at fortsætte arbejde med certificeringer. Målet er en B-Corp-certificering af hele virksomhedens virke, og her har vi virkelig haft stor gavn af at sparre med SMV:Grøn.
Derudover har regionalfondsprojektet Green Change Zealand støttet den nye værktøjslinje med 350.000 kroner, Kim Bøhmert:
– Samlet har støtten givet os en enestående mulighed for at industrialisere og dermed øge produktiviteten i takt med vores forventede skalering af forretningen.