“Arbejde i højden”, “Anhugning”, “Lastsikring”, “Farligt gods, kapitel 1.3” og “Manuel håndtering” er blandt de uddannelser, som har interesse for BMS’ medarbejdere og samarbejdspartnere. Nu er det blevet nemmere erhverve dem.
Det kan nemlig ofte give udfordringer i produktionen, når ens medarbejdere skal på forskellige kurser af forskellig varighed. Derfor har BMS søsat et initiativ, hvor den nødvendige viden kan indlæres på få timer, blot man har adgang til en pc eller tablet. Det sker via en e-learning platform med 15 forskellige uddannelser, som er måtrettet produktion og øvrige aktiviteter.
– Projektet blev sat i gang længe før Covid-19, hvor vi har skulle vænne os til at holde behørig afstand til hinanden. Vi glæder os over, at denne undervisningsplatform, også i Corona-sammenhæng, er ekstra relevant, bemærker driftsdirektør hos BMS A/S, Kim Knudsen.
Undgå bøder
Med omkring 430 ansatte i Danmark har BMS først og fremmest selv et stort behov for at kunne sende medarbejdere på uddannelser, samt dokumentere at de ansatte er instrueret i diverse opgaver. Det kan endda imødekomme bøder.
– Vi oplever, at Arbejdstilsynet oftere og oftere anmelder virksomheder til politiet for ikke at efterleve deres instrukspligt, når der er sket en hændelse. Selv observationer, hvor der ikke er sket personskade, kan medføre et større bødeforlæg, fortæller Kim Knudsen og uddyber:
– Det oplevede vi senest i 2019, hvor vi måtte gå rettens vej med to sager. I den ene var der blot tale om en observation mod en af vores ansatte. Da vedkommende af en tilsynsførende fra Arbejdstilsynet blev observeret på en betonblok i 2,6 meters højde uden at være sikret mod et fald til jorden, blev vi stillet en bøde på 100.000 kroner i udsigt. Heldigvis vandt vi begge sager, da vi netop kunne dokumentere, at vi havde instrueret vores medarbejdere, blandt andet via vores e-learning platform.
Uddannelserne er baseret på lovgivningen, producenter og kunders anvisninger samt BMS’ egne erfaringer gennem årene. Kursisterne gennemgår de enkelte instrukser i uddannelserne med tekst, lyd og illustrationer. Herefter følger en multiple choice-test, som man kender fra kørekortets teoriprøve. Går det godt, ender det med et certifikat til kursisten.