Bankerne skal hjælpe boligejere til klimavenlige valg

Danske villaer og parcelhuse står for tre fjerdedele af energiforbruget i de danske bygninger. Nyt samarbejde skal ændre billedet.
Besparelserne ved at energirenovere skal fremhæves bedre i bankerne. Foto: Colourbox.
Besparelserne ved at energirenovere skal fremhæves bedre i bankerne. Foto: Colourbox.

Energi og boliger

  • De danske villaer og parcelhuse står for 75 procent af energiforbruget i de danske bygninger.
  • En opgørelse fra Energistyrelsen viser, at der i de godt 55.000 energimærkningsrapporter, som blev udarbejdet ved salg af enfamilieshuse i 2019, er et potentiale for at reducere udledningen af CO2 med cirka 61.000 ton.
  • Dertil kommer en stor privatøkonomisk besparelse på op mod 344 mio. kr.
  • En spørgeskemaundersøgelse har vist, at: Mere end hver tredje dansker mener, at det er vigtigt, at bankerne tager del i den grønne omstilling, ligesom hver tredje dansker ville overveje at energirenovere, hvis deres bankrådgiver fortalte dem, at det kunne betale sig.
  • Næsten hver tredje danske husejer, der har købt hus inden for de sidste 10 år, kender ikke deres boligs energimærke.

Alt for mange huse i Danmark er opvarmet med olie og gas eller er for dårligt isoleret. Men alt for få boligejere drøfter muligheden for at gøre noget ved det med deres bank. Det skal en ny kampagne og et øget samarbejde mellem Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og finanssektoren rette op på. Det skriver Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i en meddelelse.

Samarbejdet skal gøre de danske boligejere opmærksomme på de økonomiske besparelser, de kan opnå ved at tage det klimavenlige valg og energioptimere deres boliger.

– Der er et stort potentiale for energibesparelser i de danske boliger, og det skal vi udnytte. Mit mål er, at flere boligejere vil reducere deres energiforbrug og samtidig spare penge på varmeregningen. Flere energirenoveringer vil samtidig sætte gang i beskæftigelsen i hele landet. Og det har vi i den grad behov for netop nu, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.

Banken skal på banen

I Danmark skal alle huse energimærkes, inden de sættes til salg. Derfor er der rigtig meget viden om hvilke energirenoveringer, der er mulighed for at lave.

Med det nye samarbejde får bankernes kunderådgivere en central rolle i forhold til at få den viden omsat til konkrete energibesparelser ved at bruge energimærkerapporterne i deres samtaler med kunderne. Energistyrelsen stiller en ny digital platform til rådighed, hvor bankernes kunderådgiverne kan slå boligejerens energimærke op og se rapportens anbefalinger om renoveringstiltag.

– Hver eneste dag holder kunderådgivere møder med boligejere om fremtiden og de drømme, de har om at forbedre deres hjem. De nye redskaber og guidelines fra Energistyrelsen stiller en værktøjskasse til rådighed for bankerne, som de frivilligt kan benytte, siger Ulrik Nødgaard, administrerende direktør i Finans Danmark, der hilser initiativet velkommen.

Der vil også køre en kampagne på de sociale medier, som vil sætte fokus på fordelene og mulighederne for energirenoveringer.

Relateret indhold