Intelligent energifokus på bygninger

Underdirektør Simon O. Rasmussen, Tekniq Arbejdsgiverne. Foto: Tekniq Arbejdsgiverne.
Underdirektør Simon O. Rasmussen, Tekniq Arbejdsgiverne. Foto: Tekniq Arbejdsgiverne.

Der er brug for en alsidig indsats, hvis Danmark skal genindtage en central rolle i kampen mod klimaforandringerne. Det er også en af konklusionerne fra Innovationsfondens klimapanel, der netop har udpeget fem overordnede områder, som bør danne udgangspunkt for en fremtidig klimastrategi. Ét af disse områder er “byggeri og intelligente bygninger”.

Netop landets bygninger står for cirka 40 procent af vores samlede energiforbrug. Og derfor er det et helt naturligt sted at sætte ind, når vi skal nå regeringens mål om en reduktion af CO2-udledningen på 70 procent.

Intelligente installationer, som løbende tilpasser forbruget efter brugernes behov i den enkelte bygning, er et område, hvor Danmark i forvejen er godt med, og som samtidig har stor positiv effekt, når det gælder om at reducere energiforbruget. Derfor er det også vigtigt, at man fra Innovationsfondens side drejer fokus i netop denne retning.

Peger i den rigtige retning

Jeg håber, at fondens anbefalinger kan fungere som brugbar inspiration for folketingspolitikerne, når de skal sammensætte Danmarks fremtidige klimapolitik.

Hidtil har det primært handlet om at opstille ambitiøse mål, mens det har knebet med konkrete initiativer, men fondens anbefalinger indeholder bud på, hvilke løsninger der giver mest grøn omstilling for pengene – ikke mindst i landets bygninger.

Anbefalingerne fra Innovationsfonden følger i sporet på Klimarådet, og sammen peger de begge på individuelle varmepumper, ladestandere og energirenoveringer som nogle af de løsninger, der bidrager mest til den grønne omstilling – for færrest penge.

Innovationsfondens fem anbefalede fokusområder:

– Bæredygtigt landbrug og fødevarer

– Energi og lagring

– Alternative brændstoffer og transport

– Byggeri og intelligente bygninger

– Fremstillingsindustri og materialer

Relateret indhold