Underentreprenørens erstatningsansvar for bygherrens krav

Advokat Holger Schöer, Kromann Reumert.
Advokat Holger Schöer, Kromann Reumert.

Bliver en hovedentreprenør mødt af dagbod fra bygherren, er det i hovedentreprenørens interesse at søge beløbet erstattet af en underentreprenør. Voldgiftsretten tog ved kendelse TBB 2016.693 stilling til, hvornår en underentreprenør har pligt til at erstatte en hovedentreprenør bygherrens krav.

I sagen havde en hovedentreprenør påtaget sig at renovere en svømmehal, og til at udføre nedrivningsarbejdet havde hovedentreprenøren antaget en underentreprenør. Ifølge den oprindelige tidsplan skulle nedrivningsarbejdet være færdiggjort den 12. september 2014. Imidlertid var der behov for yderligere arbejder, som skulle udføres af underentreprenøren som ekstraarbejder, hvilket ville forlænge arbejdsperioden med tre-fem uger.

Da underentreprenøren ikke modtog betaling for ekstraarbejdet, anlagde underentreprenøren voldgiftssag med påstand om, at hovedentreprenøren skulle betale 412.500 kroner for det udførte ekstraarbejde. Heroverfor nedlagde hovedentreprenøren påstand om, at underentreprenøren skulle betale 118.499,60 kroner i erstatning for den dagbod, som hovedentreprenøren var pligtig at betale bygherren på grund af forsinkelse.

Til støtte for erstatningskravet gjorde hovedentreprenøren gældende, at underentreprenøren havde været i forsinkelse og dermed forårsaget hovedentreprenørens forsinkelse.

Sagens betydning

Om en hovedentreprenør er berettiget, til at kræve erstatning af underentreprenøren for bygherrens krav, afhænger af, om underentreprenøren har opfyldt sine kontraktmæssige forpligtelser, hvad der er aftalt mellem parterne, og omstændighederne i øvrigt.

I overensstemmelse med hvad der i almindelighed gælder, var det mellem hovedentreprenøren og underentreprenøren aftalt, at et erstatningskrav kun kan gøres gældende, hvis forsinkelsen er forårsaget af underentreprenørens forhold.

Da underentreprenøren ikke havde modtaget en revideret tidsplan, og da hovedentreprenøren ikke havde sikret sig dokumentation for, hvornår aflevering præcist fandt sted, fandt voldgiftsretten det ikke godtgjort, at forsinkelsen var forårsaget af underentreprenørens forhold, hvorfor underentreprenøren blev frifundet.

Kendelsen viser, at en underentreprenør er erstatningsansvarlig overfor hovedentreprenøren for bygherrens krav, hvis bygherrens krav skyldes underentreprenørens forhold. Ligeledes viser kendelsen, at det – for kunne godtgøre, at hovedentreprenørens forsinkelse er forårsaget af underentreprenøren – er vigtigt at kunne dokumentere, at der for eksempel er fremsendt en revideret tidsplan, eller at aflevering er sket på et bestemt tidspunkt.

Relateret indhold