Ambition: Hele Danmark skal have et løft

Landsformand Tony Christrup, Byggesocietetet. Arkivfoto: Torben Jastram.
Landsformand Tony Christrup, Byggesocietetet. Arkivfoto: Torben Jastram.

Danmark har haft svært ved at komme oven på efter den økonomiske krise, og vi lider stadig under udsigterne til fortsat svag økonomisk vækst. Der er godt nok positive takter at spore i den danske bygge- og ejendomsbranche, men væksten er desværre ulige fordelt.

I bygge- og ejendomsbranchen ser vi en tydelig ubalance, hvor investeringer i dag primært tilfalder hovedstadsområdet og de større byer. I København oversteg transaktionsvolumen inden for investeringsejendomme sidste år tilmed niveauet fra før krisen.

Det store spørgsmål er derfor; hvordan får vi løftet investeringsniveauet i hele landet? For det bør være et mål, at hele Danmark får et løft. Der skal derfor lyde en opfordring herfra til at fortsætte arbejdet med en offensiv regional- og landdistriktspolitik.

Flere positive tendenser

Grundlæggende handler det jo om, at vi som samfund indretter os på en sådan måde, så det bliver attraktivt at investere og drive virksomhed samt arbejde og bo i alle dele af Danmark.

Vi ser da også positive tendenser i provinsen. Kommuner som tidligere har oplevet befolkningstilbagegang oplever i dag, at der er flere indbyggere, der flytter til end fra. Beskæftigelsen er ikke alene stigende i de store byer, og når det kommer til hussalg og realkreditudlån er der optimisme at spore. Så betingelserne for at investere i alle dele af landet er altså til at få øje på.

Et redskab som forhåbentlig også vil skubbe i den rigtige retning, er den nye planlov. Med loven bliver der givet større frihed og ansvar til kommunerne samt skabt grundlag for nye udviklingsmuligheder i kystnærhedszonen, i landdistrikterne og for detailhandlen. Derudover skal regeringen og forligspartierne roses for at indføre kortere høringsfrister og større fleksibilitet i planprocessen, ligesom vi ser frem til at følge udviklingen omkring midlertidig anvendelse af ubenyttede arealer til for eksempel studieboliger.

Vi har derfor alle muligheder for at give hele Danmark et løft, så lad os komme i arbejdstøjet og i fællesskab sikre, at udviklingsvindene blæser lige gunstigt over hele Danmark.

Relateret indhold