Dissing+Weitling bag to spektakulære broforbindelser i Sydafrika

Efter et årti på standby er der nu givet grønt lys for projektet, der skal stå færdigt i 2022.
Broen over Msikaba-floden i Sydafrika er en af to broer, som danske Dissing+Weitling står bag. Illustration: Dissing+Weitling.
Broen over Msikaba-floden i Sydafrika er en af to broer, som danske Dissing+Weitling står bag. Illustration: Dissing+Weitling.

Om Dissing+Weitling architecture

  • Dissing+Weitling er et af verdens førende arkitektfirmaer indenfor brodesign og infrastrukturelle løsninger. Siden tegnestuens start i 1971 har de været involveret i mere end 300 bro- og anlægsprojekter i omkring 35 lande fordelt på seks kontinenter. Dissing+Weitlings referencer omfatter infrastrukturelle løsninger og broprojekter i alle skalaer lige fra Stonecutters Bridge i Hong Kong og Storbæltsforbindelsen i Danmark, til elegante fodgænger- og cykelbroer som den prisbelønnede Cykelslangen i København.

Det danske arkitektfirma Dissing+Weitling har tegnet to store broforbindelser i Sydafrika. Broerne indgår i en større infrastrukturel udvikling af området og er del af en 410 km lang hovedvej i Eastern Cape Province på Sydafrikas østkyst. De to spektakulære broer krydser floderne Msikaba og Mtentu og har en størrelse og kompleksitet, der overgår alle øvrige broprojekter i det sydlige Afrika.

Den nye vejforbindelse – N2 Wild Coast Toll Road – har til formål at forbedre de infrastrukturelle forbindelser i området markant og dermed skabe bedre distributionsforhold og øget mobilitet i Sydafrika. Bygherren SANRAL – The South African National Roads Agency – satser desuden på, at projektet vil være med til at øge især økoturismen i det naturskønne landskab langs kyststrækningen.

Projektet har været på standby i omkring et årti, men kører nu igen. Anlægsarbejdet begynder i starten af 2017, og det omfattende projekt er efter planen færdigt i 2022.

– Vi er glade for, at projektet nu kører igen, og broerne bliver realiseret. Vi har søgt at skabe et karakterfuldt projekt, der er tilpasset det enestående landskab og forstyrrer økosystemet mindst muligt, men samtidig tilfører området noget spektakulært og identitetsskabende, siger Poul Ove Jensen fra Dissing+Weitling, der har været den ledende arkitekt på projektet.

Dissing+Weitling har tidligere stået bag den prisbelønnede Nelson Mandela Bridge, der er en jernbanebro i det centrale i Johannesburg.

Relateret indhold