Gør arbejdsmarkedet attraktivt for seniorerne

I stedet for at bremse stigningen i pensionsalderen bør politikerne arbejde for at gøre det så attraktivt og let som muligt for seniorer at blive på arbejdsmarkedet - opfordrer Teknik Arbejdsgiverne oven på dagens anbefalinger fra Pensionskommissionen.

Det er ikke den rette medicin for hverken dansk økonomi eller den enkelte dansker, når Pensionskommissionen med dagens anbefalinger primært fokuserer på at bremse stigningen i folkepensionsalderen.

Det mener Teknik Arbejdsgiverne, landets tredjestørste arbejdsgiver, som i stedet anbefaler, at man fra politisk side arbejde for at motivere seniorerne til at beholde tilknytningen til arbejdsmarkedet.

Undersøgelser viser jo, at der er stadig færre, som ender med at trække sig fra arbejdsmarkedet på grund af helbredet. Som mennesker har vi tendens til at undervurdere både den sunde aldring, vi gennemgår, og ikke mindst den teknologiske udvikling og de hjælpemidler, der kommer til undervejs.

Derfor er det forfejlet, når Pensionskommissionen i så høj grad fokuserer på at bremse stigningen i pensionsalderen.

Hvis helbredet ikke holder, er der allerede gode muligheder for at trække sig tilbage, før man når folkepensionsalderen – f.eks. kan man gå på seniorpension op til seks år før, man når folkepensionsalderen.

Motivation handler også om økonomi

Hos Teknik Arbejdsgiverne er der ingen tvivl om, at virksomhederne meget gerne både vil fastholde og rekruttere blandt seniorer. Derfor glæder vi os også over, at Pensionskommissionen har fokus på, hvordan man kan styrke incitamentet for, at seniorer og pensionister fortsætter karrieren.

Typisk er seniorerne meget attraktive som arbejdskraft. De er meget stabile og vigtige kulturbærere ude i virksomhederne,

Derfor er det også vigtigt at gøre det økonomisk attraktivt for den enkelte medarbejder at blive på arbejdsmarkedet. Den grønne omstilling betyder, at Danmark har brug for dygtige og rutinerede hænder.

Ved f.eks. at øge seniorpræmien for personer, der arbejder inden for arbejdsområder med mangel på arbejdskraft, kan man øge incitamentet til at blive lidt længere.

I dag er seniorpræmien ca. 44.000 kr. det første år og ca. 26.000 kr. det andet år ved mindst 30 timers ugentligt arbejde efter folkepensionsalderen. Men samtidig viser undersøgelser, at vores lyst til at gå på pension påvirkes af, hvad kollegerne gør.

Derfor gør det en forskel, hvad den officielle pensionsalder er. Og der er god fornuft i at bevare ansættelsesforholdet så længe som muligt, når det giver mening for begge parter.

Relateret indhold