Ledigheden for lager- og produktionslokaler dykker fortsat

Senioranalytiker Mads Lindegaard, Dansk Ejendomsmæglerforening. Pressefoto.
Senioranalytiker Mads Lindegaard, Dansk Ejendomsmæglerforening. Pressefoto.

Den forsigtige fremgang i dansk økonomi fortsætter. I hvert fald hvis man skal tro de seneste tal fra Oline-DE Statistikken, som viser, at ledigheden for lager- og produktionslokaler faldt støt gennem hele 2015.

På årsplan var faldet på 0,5 procentpoint, og gennem det seneste kvartal faldt ledigheden med 0,2 procentpoint. Dermed var ledigheden den 1. januar 2016 på 3,0 pct. svarende til 3,04 mio. ledige kvadratmeter lager- og produktionslokaler.

Ledigheden på lager- og produktionslokaler er faldet støt gennem de senere år, og på nuværende tidspunkt skal vi helt tilbage til 2009 for at finde en tilsvarende lav ledighed. Vi er dermed ikke langt fra det niveau, vi så inden finanskrisen.

Hvor ledigheden i Region Hovedstaden har været rimelig stabil omkring de 4 pct. siden slutningen af 2010, har de andre regioner generelt oplevet fald i ledigheden. Region Midtjylland slog tonen an allerede igennem i 2011, mens Region Sjælland og Region Syddanmark først kom med i slutningen af 2013. I Region Nordjylland har faldet været mere begrænset, men her var stigningerne heller ikke markante efter finanskrisens start.

Kontorer falder marginalt

Gennem det seneste kvartal er ledigheden for kontorer faldet marginalt. Således er ledigheden på landsplan faldet i perioden med 0,1 procentpoint til 8,9 pct. den 1. januar 2016. Gennem det seneste år er ledigheden på landsplan steget med 0,1 procentpoint.

Gennem det seneste år er der kommet flere annoncører på Oline, hvilket medfører, at det forventede fald i ledigheden i statistikken er udeblevet for kontorer. Særligt er der kommet flere annoncører af kontorejendomme i Hovedstadsregionen.

Isoleret set bidrager de nye annoncører, som er kommet til indenfor det seneste år, med en stigning i ledigheden på 0,5 procentpoint for kontorer på landsplan og med 0,9 procentpoint for kontorer i Region Hovedstaden. Stigningen er dog formentligt mindre, da nogle af de nye udbydere er gået over til selv at annoncere eller har overtaget allerede annoncerede kontorer fra andre annoncører.

Relateret indhold