Stor marina forsinkes yderligere

Danmarks Naturfredningsforening sætter midlertidig stopper for planerne om en stor lystbådehavn ved Nyborg.
Efter syv års overvejelser gav Kystdirektoratet tilladelse til opførelsen af en lystbådehavn ved Knudshoved. Nu har Danmarks Naturfredningsforening klaget over projektet. Foto: Colourbox.
Efter syv års overvejelser gav Kystdirektoratet tilladelse til opførelsen af en lystbådehavn ved Knudshoved. Nu har Danmarks Naturfredningsforening klaget over projektet. Foto: Colourbox.

Som Dagens Byggeri omtalte tilbage i december, har erhvervsmanden Peter Poulsen endelig fået grønt lys til at anlægge en lystbådehavn med plads til 2.800 både. Peter Poulsen købte i 2009 den gamle færgehavn ved siden af Storebæltsbroen ved Nyborg og søgte om tilladelse til at opføre en ny marina til 240 millioner kroner. Miljøgodkendelserne kom hurtigt på plads, men Kystdirektoratet skulle bruge sidenhen bruge syv år på at godkende projektet.

Nu ser det imidlertid ud til, at projektet bliver yderligere forsinket. DR.dk skriver i dag, at Danmarks Naturfredningsforening klager over planerne, og klagen bremser således projektet, indtil den er behandlet.

– Grundlaget for at give tilladelsen er slet ikke i orden. Det svarer til, at man som almindelig husejer havde sendt en ansøgning til kommunen, og så ikke havde sendt tilstrækkeligt materiale frem som grundlag for ansøgningen, siger biolog hos Danmarks Naturfredningsforening, Bo Håkansson til DR om sagen, der som sagt allerede har været igennem en syv år lang godkendelsesproces.

Fem-dobbelt størrelse

Bo Håkansson forklarer, at årsagen til den sene klage ligger i, at projektet i maj 2015 voksede til fem-dobbelt størrelse. Det er i følge Naturfredningsforeningen problematisk i forhold til de marsvin, der yngler i området.

Manden bag projektet, Peter Poulsen, undrer sig dog over klagen.

– Klagen virker tandløs, og mangler enhver form for faglig underbygning. Jeg har svært ved at gætte mig til, hvorfor klagen kommer, siger han til DR.

Relateret indhold