Uklogt at sænke offentlige investeringer

Cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.
Cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.

Med dagens Økonomiske Redegørelse nedjusteres skønnet for den økonomiske vækst i år en smule fra +1,5 pct. til +1,4 pct. under indtryk af svage nøgletal især i 3. kvartal.

Den nye økonomiske redegørelse giver et realistisk billede af tilstanden i dansk økonomi. Retningen er positiv, og det gælder i særdeleshed arbejdsmarkedet. Men tempoet er moderat, og det er tvivlsomt, om man overhovedet kan tale om opsving med de vækstrater, vi er vidne til. Især eksportudviklingen er bekymrende.

Som forventet af Dansk Byggeri var regeringen alt for pessimistisk omkring de offentlige finanser ved kasseeftersynet i august. Samlet set er de skiftende regeringers fejlskøn på saldoen nu oppe på svimlende 214 mia. kr. alene i de sidste seks år

Den overdrevne pessimisme var ødelæggende for den økonomiske politik i perioden 2011-2013, hvor finanspolitikken blev medcyklisk – dvs. der blev strammet op i en lavkonjunktur – i stedet for modcyklisk, som finanspolitik rettelig altid bør være. I de senere år har fejlskønnene ikke været så skæbnesvangre, da det under alle omstændigheder er fornuftigt på nuværende tidspunkt at skifte fortegn i finanspolitikken til en svagt kontraktiv en af slagsen i 2016.

Farligt at drosle ned

Mens Dansk Byggeri således er enig i den overordnede dosering af finanspolitikken med en såkaldt finanseffekt på -0,1 pct. af BNP i 2016, så advarer vi mod den kraftige opbremsning, der er tilrettelagt for de offentlige finanser i de kommende år begyndende med et fald på 5,5 pct. i 2016.

Vi vil gerne advare mod opfattelsen af, at de private investeringer helt automatisk vil rejse sig og komme tilbage på førkriseniveauet. Og det er farligt at neddrosle ambitionsniveauet i de offentlige investeringer i blind tiltro til, at de private investeringer vil rejse sig som Fugl Føniks. De offentlige investeringer er under alle omstændigheder vanskelige at time rigtigt til at dosere den økonomiske politik. I stedet bør man udelukkende se på, om investeringerne giver en tilstrækkelig stor samfundsøkonomisk forrentning eller ej.

Rent ud sagt er vi bekymrede for et Folketing, der tilsyneladende prioriterer de bløde og kortsigtede velfærdsområder som ældre og sundhed, mens de fremadrettet vækstskabende investeringer bliver Sorteper.

Det vil være helt forkert at skære yderligere på de offentlige investeringer i 2017-2019, når alle kan se, at udskydelsen af Femern-forbindelsen i sig selv så rigeligt opfylder formålet, hvis man – mod Dansk Byggeris ønske – måtte have et sådant behov for neddrosling af investeringsaktiviteten.

Relateret indhold