Reform hænger på lærerne

Adm. direktør Palle Thomsen, Danske Byggecentre. Pressefoto.
Adm. direktør Palle Thomsen, Danske Byggecentre. Pressefoto.

Den 1. august træder erhvervsskolereformen i kraft. Formålet er at styrke ansøgningen til erhvervsuddannelserne. Men en undersøgelse fra juni viser, at flertallet af folkeskolelærer primært anser folkeskolen som forberedelse til gymnasiet.

Brancheforeningen Danske Byggecentre ser gerne, at erhvervsuddannelserne bliver opprioriteret i folkeskolen.

Undersøgelsen fra Danmarks Evalueringsinstitut viser, at 60 % af folkeskolelærerne vurderer, at deres undervisning er rettet mod gymnasierne. Kun 14 % mener, at den er henvendt mod erhvervsskolerne. Fravælgelsen af erhvervsskolerne starter således allerede i folkeskolen.

Det er rigtig ærgerligt. I dag rekrutterer eksempelvis vores medlemmer, landets byggecentre, rigtig mange elever fra erhvervsskolerne, fordi de har de nødvendige kompetencer – professionelt og menneskeligt. Og generelt er de virkelig motiveret for at lære forretningen at kende og indstillet på at arbejde sig til en lederrolle.

Et stort problem

Det giver sig selv, at hvis de allerede lærer i folkeskolen, at erhvervsuddannelser er sekundært i forhold til gymnasiet, er det nemt at forestille sig, at det ikke er de mest motiverede, der går den vej. Det kommer forretningerne til skade og i sidste ende er det samfundet og udviklingen, der kommer til at betale regningen.

Det er et problem, at udviklingen går den vej – og i det tempo. For vores medlemmer betyder det jo, at det bliver utroligt svært at rekruttere tilstrækkeligt med egnede kandidater til lærepladserne. Og det er en selvforstærkende effekt. For hvis forretningerne ikke kan få eleverne, de skal bruge, må de jo finde andre løsninger. Det kan jo sagtens betyde, at lærepladsen som vi kender den i dag forsvinder.

Fin debat

Danske Byggecentre har fin tillid til den nye reform. Men man håber dog inderligt på, at politikerne går forrest og gør en ærlig indsats for at tale erhvervsskolernes renommé op.

Vi havde en fin debat på Folkemødet, hvor vi netop drøftede, hvordan vi løfter tilslutningen til erhvervsuddannelserne. Konklusionen var klart, at det ikke er uddannelserne det er galt med. Det er næsten udelukkende dens renommé. Og her kan politikerne gøre en stor forskel i den måde de omtaler uddannelserne. Hvis det skal blive en vinderuddannelse, skal den italesættes som en vinderuddannelse.

Relateret indhold