Hjemmemarkedet er begyndt at vise tænder

Cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.
Cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.

Danmarks Statistik har udsendt foreløbige tal for erhvervslivets omsætning baseret på firmaernes momsindberetninger. Der er generel fremgang at spore, og ifølge Danmarks Statistik er det især bygge- og anlægsbranchen, der omsætningsmæssigt er kommet godt fra start i 2015. Der er tale om foreløbige tal, som skal tages med et vist forbehold. Vi har dog også set samme positive tendens i byggeriets beskæftigelsesudvikling.

Byggeriets indenlandske omsætning lå i årets første kvartal hele 9,3 mia. kr. højere end i 1. kvartal 2014. Og det er tilmed en bredt funderet fremgang indenfor bygge- og anlægssektoren. Dette overraskende positive facit indebærer en markant procentvis vækst på hele 22 pct.

Der er ingen tvivl om, at byggeriets omsætnings- og beskæftigelsesudvikling fra begyndelsen af 2015 er en positiv overraskelse. Der er nærmest tale om en ketchupeffekt, og den havde vi ærligt talt ikke set komme. Men når det kun er tre måneder, man ser på, så vil der ofte være ret store procentvise udsving, som glattes noget ud henover året. Hertil kommer, at omsætningen for de små virksomheder er baseret på skøn pga. forlængede momsfrister.

Når byggeomsætningen foreløbig er steget så kraftigt i 2015, skyldes det blandt andet den ekstraordinært milde og tørre vinter. Hertil kommer et markant løft i offentlig bygge- og anlægsaktivitet, hvor især hospitalsbyggeri og jernbaneudvidelser slår igennem i år i forhold til sidste år. Endelig er der også fortsat godt gang i renoveringerne af den almene boligsektor. Til gengæld er der stadig ikke så høj aktivitet på det private marked.

Relateret indhold