Mere end 85 pct. af udstillerstandene på fagmessen Building Green er nu booket, og det netop offentliggjorte konference- og seminarieprogram byder på en række internationale profiler, der i løbet af de to messedage indtager talerstolen for at dele deres visioner for og erfaringer om bæredygtigt byggeri.
Blandt hovedtalerne er således Ellen van Loon, der som partner i Rem Koolhaas? tegnestue OMA bl.a. har stået i spidsen for opførelsen af Casa da Musica i Porto (2005), som i 2007 blev hædret med RIBA-prisen, ligesom hun i 2003 forestod opførelsen af den hollandske ambassade i Berlin, der vandt EU’s Mies van der Rohe-pris i 2005.
Hun vil på messen tale om de udfordringer og muligheder, der opstår i mødet mellem arkitektur og bæredygtighed.
Mellem pragmatisme og utopi
En anden af årets hovedtalere er arkitekt og seniorrådgiver DaeWha Kang fra Zaha Hadid Architects, som bl.a. har undervist i arkitektur på amerikanske universiteter såsom Yale og Columbia, og derudover har siddet i redaktionen på Yale Architectural Journal, der udgør ét af arkitektfagets mest anerkendte fagtidsskrifter.
Desuden er tegnestuen BIG med Bjarke Ingels i spidsen repræsenteret ved partner Jakob Lange. Han vil under overskriften “BIG Ideas” tale om de potentialer, der ligger i at udvide byggeriets ressourcebevidsthed, fra velkendte strategier såsom upcycling til nyere idéer om leasing, sharing og urban mining.
– Vi tror på nødvendigheden af, at arkitekturen bevæger sig ind på nye uudforskede felter for at håndtere nutidens udfordringer. Ved at ramme ned i det frugtbare overlap mellem pragmatisme og utopi kan vi som arkitekter bidrage til at ændre planetens overflade i en bedre retning, som samtidig matcher de krav og udfordringer, nutidens måder at leve på stiller, forklarer Jakob Lange.
