Tønder Kommune så ellers længe ud til at have ramt en økonomisk og tidsmæssig barriere i forhold til planerne om at udbygge byens rådhus. Museum Sønderjylland gennemførte nemlig i juni en forundersøgelse af området, hvor rådhuset skal udvides og meddelte på den baggrund, at der skal udføres arkæologiske udgravninger for cirka fem millioner kroner på kommunens regning.
Nu kan kommunen imidlertid ånde lettet op. Efter en nærmere gennemgang af byggeprojektet og resultaterne af forundersøgelsen er museet nu nået frem til, at der ikke er belæg for at kræve egentlige arkæologiske udgravninger. Det har museet oplyst på et møde med repræsentanter for Tønder Kommune og Sleth-arkitekterne.
– Vi havde en god dialog, og jeg er selvfølgelig meget tilfreds med museets konklusion om, at der alligevel ikke er belæg for at kræve arkæologiske udgravninger i hele byggefeltet, siger borgmester Laurids Rudebeck i en pressemeddelelse.
Museum Sønderjylland har tilkendegivet over for kommunen, at museet som udgangspunkt altid er interesseret i, at fortidsminder bliver i jorden, hvor de har det bedst. Da rådhusudvidelsen piloteres med pælefundering, vil byggeriet ikke i nævneværdigt omfang ødelægge de fortidsminder, der er konstateret i området.
Vil igang snarest
Kommunen oplyser samtidigt, at det er et stort ønske for museet, at der i den vestlige del af byggefeltet op mod Slotsbanken og i den tidligere voldgrav, som omgav slottet, kan gennemføres en mindre forskningsudgravning, som kan belyse dele af slottets tidligste historie og dermed også grundlæggelsen af Tønder.
Borgmester Laurids Rudebeck vil gerne drøfte dette ønske og høre nærmere om økonomi og tidshorisont. Derfor har man aftalt, at museet fremsender budget og tidsplan, og derefter vil borgmesteren sørge for, at ønsket kommer til politisk behandling.
Hvis de arkæologiske udgravninger skulle gennemføres i fuldt omfang, ville byggestart være blevet udskudt med cirka fire måneder. I lyset af den nye situation arbejder kommunens teknikere nu med at tilpasse og konkretisere tidsplanen, så udbud mv. kan igangsættes snarest.
