1,4 mio. gule mursten til nyt sygehus

Et kæmpe psykiatrisygehus på 44.000 kvadratmeter skyder i vejret i Slagelse.
Psykiatrisygehuset i Slagelse kunne holde rejsegilde mandag den 31. marts.
Psykiatrisygehuset i Slagelse kunne holde rejsegilde mandag den 31. marts.

1,4 millioner gule mursten, 12.500 m3 beton og 28.500 tons betonelementer fordelt på 44.000 kvadratmeter. Så stort bliver Region Sjællands nye psykiatrisygehus, der så småt er ved at forme sig ved Grønningen i Slagelse.

Mandag den 31. marts blev der holdt rejsegilde ved psykiatrisygehuset, der i august 2015 skal være et indflytningsklart og topmoderne psykiatrisk behandlingssted med plads til 194 sengeliggende patienter.

Tanken er, at det nye psykiatrisygehus skal være banebrydende med brugen af lys, kunst og arkitektur som en del af behandlingen, og samtidig give optimale forhold for personalet samt skabe rum for forskning og fortsat udvikling af behandling.

Moderne rammer til patienterne

Med det nye psykiatrisygehus får patienter med psykiske lidelser moderne og unikke rammer for deres behandling. Det lagde formand for Udvalget for psykiatri og tværsektorielt sundhedssamarbejde i Region Sjælland, Kirsten Devantier, vægt på i sin tale under rejsegildet:

– Med opførelsen af det største psykiatriske sygehusbyggeri i nyere tid, forventer vi fra Region Sjællands side, at vi får skabt nogle helt moderne og unikke rammer for den fremtidige psykiatri her i regionen, og det er vores håb, at dette også vil have en positiv indflydelse på den behandling og pleje, som patienterne får tilbudt.

Relateret indhold