I udfordret marked udvider Stark Group i Tyskland

Med åbningen af en ny Keramundo-forretning i Nürnberg styrker Stark Group sit specialistenetværk med fokus på en strategisk vigtig kategori som fliser.
Med hovedkontor i Danmark har gruppen i alt ca. 18.500 medarbejdere i Tyskland, Østrig, Storbritannien, Danmark, Sverige, Finland og Norge. Foto: Stark Group.

Som led i koncernens strategi om at være tæt på kunderne i de største vækstområder, hvor bygge- og renoveringsaktiviteten er høj, åbner Stark Group en ny Keramundo-forretning i Nürnberg.

Investeringen er en del af gruppens løbende arbejde med at udvikle forretningskoncepter med høj varetilgængelighed, effektive logistikløsninger og specialiseret rådgivning.

Læs også

Stark Danmarks topchef får ny bestyrelsespost

Keramundo er samtidig blandt Tysklands førende fliseforhandler, og den nye forretning understøtter derfor koncernens fokus på strategisk vigtige kategorier som fliser.

– I et fortsat udfordrende marked er det vigtigt, at vi investerer målrettet i de kapaciteter, der skaber værdi for vores kunder, siger Søren P. Olesen, Group CEO i Stark Group, og fortsætter:

Læs også

Sweco opkøber tysk rådgiver med 60 specialister

– Med den nye Keramundo-forretning styrker vi vores position inden for et vigtigt specialistområde og forbedrer samtidig vores evne til at levere høj tilgængelighed, stærk rådgivning og effektive logistikløsninger til professionelle håndværkere.

Den ca. 13.000 m2 store lokation er blandt virksomhedens mest moderne og kombinerer et bredt sortiment med digitale løsninger og specialistrådgivning, understøttet af høj varetilgængelighed og effektive logistikløsninger.

Læs også

Udenlandsk kapital holder sig fra dansk ejendomsmarked

Investeringen omfatter også løsninger, der understøtter en mere energieffektiv drift.

Mere end 4.000 m2 af taget er udstyret med solcelleanlæg, som leverer strøm til bygningen, ladeinfrastruktur til elektriske person- og lastbiler samt virksomhedens egne eldrevne gaffeltrucks.

Relateret indhold