Næsten tre ud af fire danskere støtter et forslag om at indføre ID-kort i brancher som byggeriet, hvor der er stor risiko for snyd og underbetaling.
Det viser en ny befolkningsundersøgelse gennemført af Common Agenda RSV og Norstat Danmark på vegne af Danske Byggefag.
Regeringen om id-kort: Antallet af udlændinge betyder noget for sammenhængskraften
I alt svarer 73 %, at de er enige eller helt enige i forslaget, mens fire procent er uenige eller helt uenige, og ifølge formand Claus von Elling, Danske Byggefag, er resultatet et klart signal til Christiansborg:
– Danskerne har forstået, at vi har et reelt problem med snyd, arbejdskriminalitet og udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft. Nu er det op til politikerne at vise, at de også har forstået alvoren, siger han.
Ét fælles nationalt ID-kort
Undersøgelsen kommer samtidig med, at Folketinget fredag førstebehandler et lovforslag L19 om et fælles ID-kort på større bygge- og anlægsprojekter.
– Et ID-kort vil skabe langt større gennemsigtighed og give bedre muligheder for at kontrollere, hvem der rent faktisk befinder sig på byggepladserne, og hvem de arbejder for. Det vil være et vigtigt værktøj til at sikre, at reglerne bliver overholdt, siger Claus von Elling.
Efter alarmerende tal på social dumping: “Virkelig på tide” med ID-kort
Selvom Danske Byggefag, der er en samarbejdsorganisation for syv fagforbund med tilsammen 80.000 medlemmer i byggebranchen, bakker op om lovforslaget, mener organisationen, at der er centrale elementer, som skal på plads, inden den endelige model vedtages.
Blandt andet er det afgørende, at der kommer ét fælles ID-kort, og at arbejdsmarkedets parter får en central rolle i den endelige model.
Danske Byggefag roser nyt krav om ID-kort: ”Der skal tempo på processen”
– Hvis det her skal fungere i virkeligheden, skal det slås fast, at der skal være ét fælles, nationalt ID-kort. Samtidig ser vi gerne, at vi får en model, hvor hele branchen – herunder lønmodtagerne – er ligeværdige parter, siger Claus von Elling.
Undersøgelsen, der bygger på 2.013 nationalt repræsentative interviews, blev gennemført i juni 2026.
