Der er gennem mange år lanceret initiativer for at få flere kvinder til at vælge byggebranchen. Men det store gennembrud er udeblevet.
Kvinder udgør fortsat kun omkring 9 % af de ansatte i bygge- og anlægsbranchen, og andelen har dermed stort set ikke flyttet sig i 20 år. Blandt håndværkere er andelen endnu lavere.
Samtidig er manglen på kvalificeret arbejdskraft fortsat en markant udfordring. Nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at 19 % af rekrutteringsforsøgene inden for bygge og anlæg endte uden en ansættelse. Kun jern, metal og auto har større rekrutteringsproblemer.
Trods flere initiativer er andelen af kvinder i byggeriet stort set uændret
Hos installationsvirksomheden Andersen & Heegaard får den kombination nu virksomheden til at gå en anden vej i jagten på arbejdskraft.
Fra 1. juni 2026 kan virksomhedens gravide teknikere gå på betalt graviditetsorlov op til otte uger før forventet fødsel. Det er fire uger mere end de betalte uger før termin, som overenskomsterne giver i dag.
Ni kvinder blandt 450 teknikere
Potentialet for at hente flere medarbejdere fra den kvindelige halvdel af arbejdsstyrken er til at få øje på hos Andersen & Heegaard.
Kun ni ud af virksomhedens omkring 450 teknikere og lærlinge er kvinder.
Den nye barselsordning bliver dermed et konkret rekrutterings- og fastholdelsesgreb i en branche, hvor virksomhederne konkurrerer om kvalificerede elektrikere, VVS’ere og andre faglærte.
Håndværkerne arbejder mest, men er stadig blandt de lavest lønnede
– Vi kan ikke på den ene side sige, at branchen har brug for flere kvinder og på den anden side fastholde vilkår, der ikke tager tilstrækkeligt højde for graviditet og et fysisk arbejdsliv. Vi er nødt til at omsætte ambitionerne til konkrete forbedringer, siger Signe Brock Midtgaard, HR-chef hos Andersen & Heegaard.
Behovet for arbejdskraft er særligt mærkbart i dele af installationsbranchen.
I april meldte hver tredje VVS-installatør ifølge DI, at virksomheden kunne producere mere, hvis den havde adgang til mere kvalificeret arbejdskraft. På tværs af bygge- og anlægsbranchen gjaldt det 21 % af virksomhederne.
