HedeDanmark i nyt samarbejde

Nyt forskningsprojekt skal styrke samarbejde mellem private og offentlige virksomheder på det grønne område, så produktivitet og velfærd øges.
Arkivfoto af HedeDanmark i gang med en opgave: André Andersen.
Arkivfoto af HedeDanmark i gang med en opgave: André Andersen.

Overblik og ny viden baseret på videnskabelig dokumentation skal være med til at sikre danskerne mere velfærd gennem bedre og mere effektiv drift og pleje af grønne områder.

Det er målene for et nyt forskningssamarbejde indgået mellem HedeDanmark og Aalborg Universitet. Forskningsprojektet, der ventes at løbe over cirka to år, skal blandt andet undersøge erfaringer med udlicitering af driftsopgaver på vej- og parkområdet i Danmark, Norge, Sverige og ikke mindst England, som har mange års erfaring med offentligt-privat samarbejde.

– Det vil skabe stor værdi for det danske samfund at få et samlet og videnskabeligt dokumenteret overblik over, hvordan HedeDanmark og andre private virksomheder, som arbejder inden for det grønne område, kan arbejde endnu bedre sammen med det offentlige, siger Thomas B. Randrup, forretningsudvikler i HedeDanmark.

– Med projektet ønsker vi at medvirke til at sikre mere velfærd til danskerne for færre penge, tilføjer Thomas B. Randrup, der også fungerer som adjungeret professor ved Københavns Universitet samt Sveriges Lantbruksuniversitet.

Blandt de første af sin art

Med et internationalt perspektiv skal projektet beskrive, analysere og anbefale forskellige former for organisering af offentligt-privat samarbejde på det kommunaltekniske område.

Målet er blandt andet at afdække baggrunde for udlicitering og samspillet mellem offentlige og private virksomheder, og herunder hvordan private virksomheder inddrages mest optimalt.

Projektet, der er blandt de første af sin art i Danmark, skal dermed bidrage med videnskabelig dokumentation på området samt frembringe ny viden om, hvordan produktiviteten og kvaliteten kan øges inden for drift og vedligehold af grønne områder som eksempelvis parker, haveanlæg og idrætsanlæg.

– Udover vi bedriver grundforskning, så har vi et ønske om – og en vigtig samfundsmæssig opgave i – at bidrage til, at den viden, vi frembringer, bliver overført og anvendt i offentlige og private virksomheder, siger institutleder Morten Lassen fra Aalborg Universitet.

Relateret indhold