Husk at holde øje med praktikpladserne

Formand for regionsrådet Sophie Hæstorp Andersen (S), Region Hovedstaden.
Formand for regionsrådet Sophie Hæstorp Andersen (S), Region Hovedstaden.

I de kommende år bliver der investeret massivt i bygge- og anlægsprojekter i Hovedstadsregionen. Udover at vi får fremtidssikrede hospitaler og en ny letbane skal investeringerne bidrage til, at unge kan få den praktikplads, der er så vigtig for, at de kan færdiggøre deres uddannelser.

Derfor er det også glædeligt, når boligminister Carsten Hansen nu melder ud, at der med en frivillig indsats er skabt så mange praktikpladser ved renovering af de almene boliger, at 12 procent af de tilknyttede håndværkere er lærlinge.

Men det er ikke altid nok med guleroden, nogle gange må vi også ty til stokken, for at få løst dette vigtige samfundsproblem.

Fra 1. januar skal alle kommuner og regioner, ligesom staten, overholde det såkaldte “følg eller forklar”-princip, hvor ordregiverne enten skal anvende sociale klausuler med praktikpladser eller forklare offentligt, hvorfor de ikke gør det.

Når kontrakten er underskrevet opfordres ordregiver til at følge op på om klausulerne overholdes af entreprenørerne, men det er en kontrol, som i mange tilfælde ikke bliver varetaget af nogen.

I Region Hovedstaden har vi oprettet en regional praktikpladsenhed, som i tæt samspil med regionens erhvervsskoler skal finde nye metoder til at skabe praktikpladser. Enheden følger også op på de indgåede klausuler, så der kommer flest mulige praktikpladser ud af det. Vi bistår også entreprenørerne med at blive godkendt som praktiksted, finde de rette lærlinge, samarbejdet med skoler og praktikcentre mv. Det er en helt central indsats, når potentialet for praktikpladser skal realiseres hos de mange udenlandske underentreprenører, der hyres til byggeprojekterne, men intet kender til det danske praktiksystem.

Så min opfordring lyder til alle andre regioner og kommuner: Hvis I vil hjælpe de unge, så hold godt øje med, om der nu også kommer de praktikpladser ud af det, som der bliver stillet i udsigt via byggerier betalt af skattekroner. Ellers kan det jo være lige meget.

Relateret indhold