I 2023 vandt Henning Larsen Arkitekter, BBP Arkitekter, Thing Brandt Landskab og Rambøll Danmark en rolle som totalrådgiver på et nyt folkeskoleprojekt i Nordhavn.
Nu er skolen designet, og planen ved at være helt skrinlagt i Københavns Kommune.
Den topmoderne skole skal ligge i den kommende bydel Levantkajen, der er ved at skyde op i Nordhavn.
Efter planen skal Skolen placeres i smørhullet mellem vandet, det pulserende byliv og et naturområde. Skolens børn vil dermed få et grønt område med et rigt planteliv og udsigt til en helt særlig fugleø midt i København, ifølge kommunen.
Ny skole ved Kødbyen giver nyt liv til funktionalismens formsprog
– Det glæder mig, at København er en attraktiv hovedstad, og at der derfor er behov for at etablere nye bydele med dertilhørende folkeskoler. Der er flere år til, at skolen står klar, men planerne er lovende, og med midlerne i budgettet for 2027 vil skolen være et skridt tættere på at blive en realitet, fortæller Jakob Næsager.
Skolen skal stå klar i 2033.

For elever og Nordhavns beboere
Byggeriet kommer til at rumme 18.000 indvendige kvadratmeter, og ambitionen er at opdele skolen i mindre enheder, så der er rum for leg, læring, idræt, ophold og fordybelse i større eller mindre grupper.
Uden for skolens sydside ligger en 11-mandsfodboldbane, der deles med Copenhagen International School.
”Et forbillede for fremtidens skoler”: Københavns nyeste skole klar til brug
Kommunen håber, at skolen kan være et samlingspunkt for både unge og ældre beboere i den ny bydel.
Områdets lokale foreninger kan blandt andet låne den store, nye idrætshal med en springgrav. Skolen kommer desuden til at indeholde et folkebibliotek, der selvfølgelig også vil være til fri afbenyttelse for hele bydelen.
