Aarsleff vinder stor jernbaneaftale: Skal styrke togtrafikken i Danmark

Den øgede togtrafik i Danmark og Skandinavien kan nu se frem til en hjælp i form af overhalingsspor ved Kalvebod i København.
Jernbane set fra luften
Nye overhalingsspor mellem København Syd og Bådhavnsgade skal skabe mere plads til både passagertog og godstog på den sydlige jernbanekorridor uden om Københavns Hovedbanegård.

Aarsleff Rail har netop underskrevet kontrakt med Sund & Bælt om etableringen af nye overhalingsspor ved Kalvebod i det sydlige København.

Sporene skal gøre plads til flere tog, mere gods og generelt styrke den øgede trafik mellem Skandinavien og resten af Europa

– Kalvebod-projektet er præcis den type opgave, vi som baneentreprenør er specialiserede i, siger Thomas Mollerup, administrerende direktør i Aarsleff Rail.

Læs også

Hektisk år for Sund & Bælt: Tilbagegang på Femern, men stigende bro-trafik

– Vi kombinerer kompetencer inden for både spor, konstruktioner, el, fundering og projektstyring og kan gennemføre omfattende baneudvidelser, samtidig med at togtrafikken opretholdes sikkert og stabilt.

Overhalingssporene skal særligt ses i forbindelse med den øgede trafik, som Femern Bælt-forbindelsen forventelig vil skabe, når den åbner for nye togruter mellem Skandinavien og resten af Europa.

Projektet gennemføres som totalentreprise med en target-pris på 330 mio. kr. 

Står klar i 2028

De nye overhalingsspor skal etableres mellem København Syd og Bådhavnsgade, og projektet omfatter samtidig en række anlægs- og konstruktionsarbejder.

Blandt andet udvides Hammelstrupvej-broen fra to til fire spor, to gangbroer udskiftes, og der etableres ny trækkraftforsyning, spunsvægge og drænsystemer. Derudover gennemføres omfattende jord-, funderings- og baneombygninger langs strækningen.

Læs også

Aarsleff-selskab vinder opgave til 375 mio. kroner

Siden efteråret 2025 har Sund & Bælt og projektets parter i fællesskab arbejdet med at udvikle og optimere de tekniske løsninger i en samarbejds- og projektudviklingsfase, og projektet er nu gået ind i den første fase med etablering af byggepladser samt forberedende jordarbejder på strækningen mellem Bådhavnsgade/Fragtvej og Ellebjergvej.

Aarsleff Rail gennemfører projektet i samarbejde med Per Aarsleff og Munck Havne & Anlæg med Sweco som rådgiver. De egentlige anlægsarbejder udføres etapevis frem mod 2028.

Relateret indhold