Mens Christiansborg holder pause, kan vi i branchen ikke gøre det samme.
Certificeringsordningerne for brand og konstruktion er for vigtig for sikkerheden, for samfundet og for vores mulighed for at levere ordentlige løsninger.
Derfor er det nu, vi skal være tydelige om, hvad der virker – og hvad der ikke gør.
Flaskehalsen skal løses
Noget, der er blevet tydeligt for enhver, er, at vi står og ser på en flaskehalsproblematik i den nuværende certificeringsordning.
Der er ingen tvivl om, at vi mangler certificerede statikere, særligt i de højeste klasser. Ikke fordi vi mangler dygtige ingeniører, men fordi adgangen til certificering er blevet en for stor hæmsko.
Kravene til det projekt, man skal bruge for at blive certificeret statikere, er så snævre, at selv med veltilpassede projekter så kan de tage år at opfylde. Og hvis så projektet så pludselig sættes i stå eller opgives, så må man vente eller starte forfra.
Når kriser bliver til forretning – og regningen ender hos byggeriet
Det skaber en negativ spiral: For få certificerede giver pres på markedet, som igen gør det mindre attraktivt at tiltrække nye certificerede.
Og på den anden side så er konsekvenserne tydelige i form af projekter, der forsinkes, usikkerheden vokser, og kapaciteten i markedet bliver unødigt presset.
Vi har gjort ansvaret personligt
Et andet grundlæggende spørgsmål er, om certificering fortsat skal være en ren personordning.
Certificeringsordningen i dag placerer et stort ansvar hos den enkelte certificerede. Men i praksis er det virksomhederne, der leverer projekterne. Det er virksomhederne, der har kvalitetssystemer, processer, faglige miljøer og ansvar for helheden. Alligevel er det individet, der står med ansvaret og i stigende grad også belastningen.
Det skaber en ubalance. Ikke fordi dygtige ingeniører ikke skal tage ansvar, men fordi ansvaret i dag ikke afspejler, hvordan projekter faktisk bliver til.
Politikerne må åbne pengekassen for asbest-ramte boligejere
Samtidig risikerer vi at gøre ordningen unødigt tung. Når kontrol primært rettes mod enkeltpersoner fremfor organisationer og systemer, flytter vi fokus væk fra læring og forbedring og over mod sanktion og usikkerhed.
I de modeller for en ny ordning, vi arbejder med i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, og som vi anbefaler Social- og Boligstyrelsen at arbejde videre med, rettes fokus i højere grad mod audit af virksomhedernes systemer og projekter. Finder man fejl, skal de rettes. Og hvis der ikke læres af fejlene, skal der være konsekvenser.
Det er en tilgang, der styrker kvaliteten – uden at gøre ansvaret uforholdsmæssigt tungt for den enkelte.
Vi må ikke starte helt forfra
Debatten om certificeringsordningen må ikke ende med, at vi river det hele ned og begynder forfra. For selvom ordningen fortsat har tydelige udfordringer, er der også dele, der fungerer, og som branchen allerede har investeret store ressourcer i at implementere.
Vi er i dag 4–5 år inde i implementeringen på konstruktionsområdet. Det er omtrent den tid, man forventer, at det tager at få en ordning til at fungere i praksis.
På længere sigt mener vi fortsat, at en virksomhedsordning er den mest robuste løsning. Men hvis man politisk ønsker at fastholde den nuværende personordning, så er der stadig meget, der kan gøres for at få den til at fungere bedre i praksis.
Giv en politisk håndsrækning til boligejere med asbesttage i landdistrikterne
Den største udfordring er, at vejen til certificering er blevet for snæver og ufleksibel. Kravene til dokumenteret erfaring og bestemte projekttyper skaber flaskehalse, som gør det unødigt svært for erfarne rådgivere at blive certificeret – særligt i de høje klasser.
Det er her, der skal sættes ind, hvis der er dele i den eksisterende ordning, der skal prioriteres ift. at løse de problematikker, vi har på tværs af branchen.
Pause i politik er ikke pause i ansvar
Vi ved, at der politisk vil blive arbejdet videre med certificeringsordningen, når der igen er en regering, men det fritager ikke nogen for ansvar i mellemtiden.
Tværtimod.
Lav byggeaktivitet skaber investeringspotentiale i Trekantområdet
Det er nu, vi skal bruge tiden på at kvalificere løsningerne. På at være ærlige om udfordringerne. Og på at fastholde retningen.
Certificeringsordningen skal udvikles, ikke afvikles.
Men det kræver, at vi tør tage fat dér, hvor den ikke fungerer optimalt.
