Under valgkampe kan man sjældent nå at registrere alle de små skift i partiernes indbyrdes positioner, men det var dog bemærkelsesværdigt, at samtlige hovedstadsområdets socialdemokratiske borgmestre optrådte i et læserbrev i Politiken 23. marts, hvor de sammen med borgmesterkolleger fra SF og Enhedslisten fremførte et krav om et huslejeloft.
Huslejelofter er asociale
Og det blev vist også refereret i den øvrige presse. Det er lykkedes Enhedslisten at tømre en fælles front sammen, som udtrykker Enhedslistens holdninger. Dygtigt spin, men næppe til gavn for den almindelige dansker.
Hvad, jeg umiddelbart overså, var, at den sidste halvdel af læserbrevet indeholdt et andet – lige så radikalt – forslag, nemlig indførelsen af et krav om autorisation som udlejer på linje med ejendomsmæglere, kloakmestre og taxachauffører.
Hvilket problem vil de løse
I læserbrevet i Politiken står faktisk ikke noget om, hvorfor borgmestrene ønsker en autorisationsordning. Der står bare, at den skal gælde for alle udlejere med mere end 3 lejemål. Og der står ikke noget om ordningens indhold, blot at man skal kunne fratage autorisationen fra ”brodne kar, der udnytter et ureguleret marked, hvor profitten kan være stor”.
Den spidsfindige vil allerførst bemærke, at sætningen er selvmodsigende, for der er jo netop ikke tale om et ureguleret marked. Og hvor stor er den opnåelige profit ved regelbrud mon egentlig? Det virker lidt som retorik, der er gået i selvsving.
“Løsningen”, der øgede ubalancen på et todelt boligmarked
Det er jo ikke sådan, at aviserne flyder over med lange referater fra en flerhed af boligretssager, hvor stribevis af lejere er blevet snydt efter noder. Der er givetvis udlejere, som spiller til kanten af banen og somme tider også udover kanten, men det er jo en af konsekvenserne af årtiers konsekvente skærpelse af reguleringen. Jo mere konfrontationssøgende den ene part bliver, desto mere smitter det af på den anden. Og på langt sigt er det en ulykkelig udvikling.
Tandløst eller bidsk
Når skitsen til en autorisationsordning er på så få linjer, så kan man jo intet sige om, hvor byrdefuld ordningen i givet fald vil blive. Det har forslagsstillerne næppe heller tænkt ret meget over.
Men det er påfaldende, at vi allerede har et antal forskellige ordninger, som skal ramme udlejningsbranchens brodne kar. Og de bliver ikke brugt.
Enhedslisten skylder os en forklaring på deres huslejeloft
Vi har ordninger om tvangsadministration af ejendomme, og vi har straf for ulovligheder, men fælles for de regler er, at det ikke er sager, som offentlige myndigheder brænder efter at tage op, snarere tværtimod. I de få, sjældne tilfælde, som jeg har stiftet bekendtskab med, har myndighederne af al magt forsøgt at undgå at handle. De har betragtet sagerne som noget rigtigt møg, der kun kunne give snavs på fingrene.
Jeg har lidt svært ved at forestille mig, at de vil blive mere begejstrede for at skulle gennemføre sager om fratagelse af autorisationer. Og hvad skal der så ske med de pågældendes ejendomme? Tvangsadministration?
Løser det problemet
Hvis man ikke helt har gjort sig klart, hvilke problemer man står overfor, så kan man heller ikke løse problemet. Så risikerer man bare at blande sig i noget, som man ikke har forstand på. Jeg kan ikke se for mig, hvordan autorisationsordningen vil løse noget problem.
Hvis en udlejer er så ryggesløs, at han bevidst og konsekvent tilsidesætter den allerede gældende lovgivning, så har jeg svært ved at tro på, at han ikke også vil være ret ligeglad med, om han har autorisation eller ej. Så skubber man nogle stråmænd ind i sin virksomhed eller gemmer sig bag selskabskonstruktioner.
Mangel på nybyg får boligpriser til at fortsætte stigning i 2026 og 2027
Det er naturligvis ikke artigt, men det indebærer, at autorisationskravet bliver noget, som kun overholdes af dem, som i forvejen forsøger at spille efter reglerne. Og man skal også lige huske, at gratis bliver det ikke med en autorisationsordning. Og der er kun én gruppe til at betale, nemlig lejerne.
Hvad ved borgmestre om boligpolitik?
Borgmestre er politikere, og det er en del af politikerens natur, at man gerne vil bestemme mere over andre. Det er sådan set fair nok. Og læserbrevet i Politiken emmer af trang til, at kommunerne skal have en reel indflydelse på de lokale boligmarkeder. Ambitionerne mangler ikke.
De almene boligorganisationer og andelsboligforeningerne er Danmarks største skatteål?
Men samtidig må man så konstatere, at erfaring og indsigt i boligpolitik næppe nås gennem arbejdet som borgmester eller byråd. Læserbrevet i Politiken rummer ikke ret mange begrundelser for forslagene. Det bygger på autoritetsargumenter. Vi skal dybest set stole på, at forslagene er gode, fordi de fremsættes af gode mennesker. Det er derfor titlerne på underskriverne indgår i overskriften.
Det er imidlertid den tyndest tænkelige argumentationsform. Og jeg kan ikke se, at der er nogen saglige argumenter for autorisationsordningen. Men det er jo ingen garanti for, at den ikke bliver gennemført. Lige så snart en koalition af venstrefløjens borgmestre i Københavnsområdet står bag forslaget, så er truslen reel.
