Wicotec Kirkebjerg kom godt ud af regnskabsåret 2024/25 (oktober – september). Faktisk hele 16 pct. bedre end 2023/24, når man kigger på omsætningen.
Omsætningen for 2024/25 lander således på 3,87 mia. kroner, og bruttofortjenesten på 420 mio. kroner, 17 pct. mere end i regnskabsåret 2023/24.
Driftsresultatet (EBIT) lander på 153 mio. kr., svarende til 4 pct. af omsætningen, hvilket er en forbedring fra sidste år på 39 mio. kroner (3,4 pct. af årets omsætning).
Adm. direktør i Wicotec Kirkebjerg, Brian Ludvigsen, er da også godt tilfreds med regnskabet.
MT Højgaard-koncernen fuldfører generationsskifte i bestyrelsen
– Jeg er først og fremmest meget tilfreds med indsatsen fra alle vores dygtige medarbejdere. Årets regnskab er resultatet af en stærk holdindsats og et imponerende stykke arbejde på tværs af hele koncernen, siger Brian Ludvigsen og fortsætter:
– Vi har formået at skabe markant vækst samtidig med, at vi styrker bundlinjen. Det er en flot bedrift, vi som organisation kan glæde os over og være stolte af.
Resultatet ligger på niveau med forventningerne i den seneste årsrapport, hvor koncernen forventede en stigning i omsætning på 10-15 pct. og et driftsresultat, der udgør 3–4 pct. af omsætningen.
Vil styrke samfundet
Pr. 30. september 2025 udgør egenkapitalen i Wicotec Kirkebjerg 495 mio. kr. Det svarer til en soliditet på 28,9 pct.
Ifølge Brian Ludvigsen skaber både den finansielle styrke og høje faglige kompetencer grobund for, at koncernen kan tage et endnu bredere samfundsansvar fremover.
Entreprenør på 600 ansatte stifter nyt selskab: ”Markedet er i vækst”
– Vi opererer i dag på markeder, hvor sikkerhed, forsvar og robust infrastruktur er nøglefaktorer for vores kunder og samarbejdspartnere, siger Brian Ludvigsen og fortsætter:
– Vi har stærke kompetencer på alle de markeder, vi opererer på, og vil derfor også fremadrettet bidrage til at styrke det danske samfund. Det ansvar tager vi alvorligt, og vi er klar til at levere på de vigtige samfundsagendaer.
En uforudsigelig verden
For det kommende regnskabsår forventer ledelsen en omsætningsvækst på 1–5 pct., og at driftsresultatet udgør 4–5 pct. af omsætningen.
Forventningerne er præget af øget geopolitisk usikkerhed, ændrede handelsvilkår og et fortsat uafklaret rentemiljø.
– Vi er meget bevidste om, at vi lever i en uforudsigelig verden. Det stiller større krav til en tæt dialog med både vores kunder, samarbejdspartnere og øvrige interessenter, og det kræver, at vi er tæt på markederne og kan navigere i dem, siger Brian Ludvigsen.
Arpe Kjeldsholm: Lavere omsætning, men bedre indtjening end forventet
Ifølge Brian Ludvigsen har Wicotec Kirkebjerg dog et stærkt udgangspunkt for at navigere i en uforudsigelig verden.
– Netop den tætte dialog og et stærkt samarbejde er noget af det, vi som virksomhed har fokuseret på igennem en længere årrække, så også der står vi stærkt, siger Brian Ludvigsen og fortsætter:
– Derfor er det også min klare forventning, at vi er godt rustet til at komme godt igennem de kommende år.
