Målt på værdien af projekter med byggestart i år er Sweco Architects det arkitektfirma, som har tegnet på projekter til sammenlagt den højeste pris.
Det har Sweco Architects på 31 byggeprojekter, der i alt har en pris på 3,99 mia. kroner. Det viser tal fra SMART/Hubexo.
Det største projekt, som Sweco Architects har været med på, er den nye Silkeborgensiske bydel Fredensgård, der skal rumme 270 lejligheder, herunder det 20 etager høje Fredens Tårn. Byggeprojektet har en samlet pris på 725 mio. kroner.
Top10: Største byggerier i Region H lige nu
Et andet projekt, der giver godt på kistebunden, er opførelsen af 251 lejligheder i Gellerup-området Helheden. Budgettet lyder på 225 mio. kroner. Karrébyggeriet er tegnet af Sweco Architects, der også står bag den oprindelige masterplan for udviklingen af området.
Hovedkvarter til 1,2 mia. kroner
Sweco Architects er skarpt efterfulgt af Arkitema på en andenplads.
Arkitema har været med på 35 projekter, der sammenlagt har en pris på 3,96 mia. kroner.
Det absolut dyreste af byggeprojekterne er et 70.000 m2 stort hovedkvarter til motorproducenten Everllence (tidl. Man Energy Solutions) ved Roskilde. Hovedkvarteret med navnet ’The Valley Campus’ løber op i 1,2 mia. kroner.
Top10: Største bygherrer i Region H netop nu
Et andet projekt, der koster knaster, er opførelsen af 250 lejeboliger i anden etape af det nye byudviklingsområde Stejleholmen i Københavns Sydhavn. Anden etape, som Arkitema har tegnet, står til 350 mio. kroner.
Et projekt, der også er værd at nævne, er opførelsen af 176 lejligheder på Bryggens Bastion på Amager, hvor Arkitema er arkitekt og i fællesskab med Tredje Natur landskabsarkitekt. Byggeprojektet har en samlet pris på 275 mio. kroner.
Top10: Arkitektfirmaer med byggeprojekter med byggestart i 2025 til sammenlagt den højeste pris
| Arkitektfirma | Antal projekter | Samlet projektværdi |
| 1. Sweco Architects | 31 | 3,986 mia. kroner |
| 2. Arkitema | 35 | 3,964 mia. kroner |
| 3. Aart Architects | 25 | 3,155 mia. kroner |
| 4. Norconsult | 26 | 2,430 mia. kroner |
| 5. Vilhelm Lauritzen Arkitekter | 10 | 2,099 mia. kroner |
| 6. C.F. Møller | 11 | 1,720 mia. kroner |
| 7. Henning Larsen Architects | 5 | 1,315 mia. kroner |
| 8. Link Arkitektur | 11 | 1,250 mia. kroner |
| 9. KT Erhvervsbyg | 12 | 1,202 mia. kroner |
| 10. GPP Arkitekter | 10 | 1,105 mia. kroner |
Nyt atletikstadion
På en tredjeplads finder vi Aart.
Aart har sat sin signatur på 25 projekter til en samlet pris på 3,16 mia. kroner.
Et af de dyrere projekter er renoveringen af 326 almene boliger i Boligforeningen AAB’s afdeling 49 i København. Det løber op i 300 mio. kroner.
Top10: Mest aktive entreprenører i Region H netop nu
Bemærkelsesværdigt er også opførelsen af et nyt atletikstadion og Sportens Hus i Aarhus. Det nye atletikstadion får en tribune med plads til 1.500 tilskuere, ligesom Sportens Hus skal rumme sportshal, akademiboliger, træningsfaciliteter, klublokaler, klinikfaciliteter, kontorarealer og en café. Samlet bliver det 262 mio. kroner.
I Bjerringbro skal Grundfos have nyt domicil. Det 13.100 m2 store domicil med 42.500 m2 landskab har Aart tegnet. I alt skal Grundfos punge ud med 240 mio. kroner for det nye domicil.
