Fra d. 1. juli 2025 får kommunerne i samarbejde med forsyningsselskaberne ansvaret for det tiltagende, højtstående grundvand. Det har et politisk flertal bestemt. Det bliver dermed forsyningsselskaberne, der skal vurdere, hvor det kan betale sig økonomisk at løse problemerne med opstigende vand kollektivt og hvilke løsninger, der fungerer lokalt.
I Region H er det Hofor, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, der har fået opgaven med at finde løsninger, der håndterer det vand fra undergrunden, der kommer faretruende tæt på boliger og ejendomme.

Kunstig intelligens skal sikre Horsens mod oversvømmelser i midtbyen
Vandudfordringer er ikke ukendt territorie for Hofor. Selskabet finder allerede løsninger til vandet, der falder fra oven, og når skybrud rammer. Med det nye ansvarsområde bliver det muligt for Hofor at tænke på tværs af de forskellige vandudfordringer:
– Klimaforandringer betyder flere oversvømmelser, og det er ikke kun skybrud, der giver mere uønsket vand, også det højtstående grundvand volder store udfordringer i flere af vores kommuner. Nu ser vi frem til at trække i arbejdstøjet og finde de løsninger, der giver størst værdi og hjælper de steder, der er hårdest ramt, siger Anja Collin Højen, områdechef i Hofor.
En større og større trussel
Med klimaforandringerne følger risiko for flere oversvømmelser, og det højtstående grundvand, som er det vand, der er lige ved overfladen, udgør en større og større trussel med våde kældre og oversvømmede arealer for mange bolig- og virksomhedsejere i hovedstadsområdet.
Højtstående grundvand er allerede en udfordring flere steder, men fremtidsscenarierne levner ikke megen plads til optimisme. Ikke alene spår vejrforskerne flere skybrud og stormfloder, også højtstående grundvand stiger med en foruroligende fart i flere af de kommuner, som Hofor er ejet af.

Deler ud af erfaringer fra byudvikling: Inddrag forsyningen først
Før lovforslaget blev en realitet, var ansvaret for højtstående grundvand hos den enkelte. Imidlertid er udfordringer med højtstående grundvand ikke optimalt at håndtere med individuelle løsninger, da kollektive løsninger har den størst gavnlige effekt.
Forsyningsselskabet understreger at der ikke findes nogle færdigpakkede løsninger:
– Vi er stadig i den første spæde start, hvor ansvaret netop er blevet os givet. Vi skal i samråd med kommunerne identificere de berørte områder og finde de bedst egnede fælles løsninger, de steder, hvor det er samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt, uddyber Anja Collin Højen.