De senere års voldsommere vejr udfordrer flere af landets eksisterende bygninger, der også i fremtiden kan forventes oftere at blive udsat for storme og oversvømmelser.
Nu har Rambøll og Tryg indgået et strategisk partnerskab, hvor forsikringsselskabets erhvervskunder skal rådgives i netop at forebygge vejrrelaterede skader og udbedre bygningsskader.
DTU: Manglende klimasikring vil koste over 400 milliarder
– Vand fra oven, fra neden og fra siden er i dag én af de største udfordringer, vi står over for i Danmark, siger adm. direktør for Rambøll i Danmark, Ib Enevoldsen.
– Vores eksperter inden for bl.a. klimasikring og byggeri hjælper kunder og samfund med at skabe modstandsdygtige og fremtidssikrede løsninger – i overensstemmelse med de stigende lov- og rapporteringskrav og den bæredygtige omstilling af samfundet, tilføjer han.
Hvidovre dropper de 9 holme – nu skal der stormflodssikres
Partnerskabet betyder bl.a., at Tryg i den kommende tid vil række ud til erhvervskunder, som det seneste år har haft større skybrudsskader på over 100.000 kroner med et tilbud om forebyggende rådgivning hos Rambøll uden yderligere beregning, mens virksomheder med en såkaldt klimadækning kan få ekspertrådgivning.
En optimal business case for byggeriet
Derudover vil Rambøll og Tryg yde rådgivning tidligt i byggeprocessen, så det bliver nemmere at forsikre innovative nybyggerier og renoveringer, der kan bidrage til at reducere bygningernes klimabelastning. Hidtil har forsikringsselskaber nemlig været udfordret af at skulle risikovurdere og forsikre byggerier i nyt materialer og metoder.
– Ved at bringe forsikring og design sammen tidligt i byggeriets udviklingsproces kan vi bedre tilpasse design og risikovillighed og undersøge, om klima- og miljøbelastningen kan reduceres, samtidig med at byggeriet kan forsikres. Det bidrager til at skabe en optimal business case for byggeriet, siger Ib Enevoldsen.
Ramt af stormflod: Nu skal stormflodsanlæg forhøjes
Han tilføjer:
– På den måde vil vi gennem vores partnerskab gøre det nemmere og mere attraktivt for vores kunder at træffe valg, der kan bidrage til at reducere bygningens klimabelastning.
Tryg har over 5 millioner privatkunder og virksomheder på tværs af Danmark, Sverige og Norge.